Novo går i rette med ærkerival: »Det er simpelthen ikke rigtigt«
Novo Nordisk-rivalen Eli Lilly deler misinformation om selskabets nylancerede Wegovy-pille, siger kommerciel chef i Novo Nordisk.
Den danske medicinalgigant Novo Nordisk og rivalen gennem 100 år, Eli Lilly, står over for et opgør på et nyt milliardmarked for vægttabspiller.
Novo Nordisk kom på markedet med sin Wegovy-pille sidste uge, og om nogle måneder forventes Eli Lillys variant markedsført.
Inden pillekrigen officielt begynder, tørner de to giganter sammen i en diskussion om, hvem der har det stærkeste produkt.
I et interview med Finans går Novo Nordisk nu i rette med konkurrenten, efter det der ifølge Novo Nordisk er et lille år med unøjagtigheder grænsende til misinformation omkring effektivitet, bivirkninger og hvordan pillerne skal indtages.
»Nogle af Lilly-chefernes udtalelser er i min bog simpelthen ikke rigtige. Og kommunikationen er på grænsen til misforståelse eller misinformation,« siger Novo Nordisks Niels Abel Bonde, der har udtænkt lanceringsplanen af Novo Nordisks pille.
I en ellers konservativ medicinalindustri, hvor man normalt holder tonen, varsler det nogle kommende måneder med benhård konkurrence mellem de to ærkerivaler.