Vil USA’s angreb påvirke oliepriserne? På den længere bane skal man især holde øje med ét fokuspunkt, siger chefanalytiker
På kort sigt vil markedet formentlig reagere afdæmpet på USA’s aktion i Venezuela, mens det på længere sigt kan resultere i lavere og mere stabile oliepriser, siger chefanalytiker. Men det afhænger af flere ting.
USA har anholdt Nicolás Maduro, og selvom konflikten mellem de to nationer har verseret længe, kom den markante operation formentlig bag på store dele af verden.
På et efterfølgende pressemøde lørdag proklamerede den amerikanske præsident, Donald Trump, at USA nu vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela. Samtidig vil USA have styr på Venezuelas enorme oliereserver og rekruttere amerikanske virksomheder til at investere milliarder af dollars i genoprettelsen af landets ødelagte olieindustri.
Hvad det kommer til at få af betydning for den i forvejen lave oliepris, er ifølge Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker i Danske Bank, forskellig på kort og lang sigt. Både hvad angår det globale marked og situationen set fra et dansk perspektiv.