Victor Engdahl Skjødt-Andersen arbejdsgiver kalder ham deres egen »indbrudstyv«: Og det, han laver, er ganske hemmeligt
Victor Engdahl Skjødt-Andersen går på arbejde for at holde Danmark sikkert. På hans arbejdsplads kalder de ham derfor »indbrudstyven«, for det er ham, der tryktester de ømme punkter for at komme fjenden i forkøbet.
Victor Engdahl Skjødt-Andersen er så god til sit arbejde, at han er nomineret til årets Fagtalent i kategorien ”Grøn Omstilling”.
Men han kan ikke fortælle ret meget om, hvad han laver, når han møder ind på job.
Det skyldes, at han er risiko- og beredskabskonsulent ved Energinet, den statsligt ejede virksomhed, der har ansvaret for hele Danmarks elnet.
Her har den 33-årige fynbo til opgave at beskytte Danmarks kritiske energiinfrastruktur mod nedbrud.
Og det er vel at mærke i en tid, hvor truslerne mod kongeriget kaster lange skygger.
»Jeg har fået kælenavnet “Energinets indbrudstyv”,« fortæller Victor Engdahl Skjødt-Andersen.
»Jeg prøver at finde sårbarhederne, så vi kan få rettet op på dem, så vi alle sammen kan sove bedre om natten.«
Victor sidder ikke gemt bag et skrivebord, men udfører sine opgaver i den virkelige verden.
»Vi har en masse gas- og elanlæg, og alle lokationer har en form for sikring,« fortæller han.
»Det kan være hegn, porte, kameraer, you name it. Det er min opgave at lave en teknisk undersøgelse, hvor vi kontrollerer, om de foranstaltninger, der er, fungerer efter hensigten og overholder både lovgivning og de interne krav, vi har i Energinet.«
Før han blev infrastrukturens vogter, arbejdede han som murer. Som nyudlært drog han til New Zealand for at arbejde i et års tid. Længere blev det ikke til, for på den anden side af jorden havde han fået nys om en uddannelse, som hev og trak ham tilbage til Danmark.
Et fedt navn
Katastrofe- og risikomanager. Tyg lige på den. Det har Victor Engdahl Skjødt-Andersen i hvert fald gjort et par gange.
»I min verden er det et fedt navn. Man kan næsten ikke finde noget, der lyder mere spændende,« konstaterer han.
»Så jeg kom tilbage, tog en HF og startede på uddannelsen.«
I sin sidste praktikperiode landede han hos Energinet, og der hægtede han sig fast.
»Jeg er gået fra praktikant til studentermedhjælper til projektansat og så fastansat.«
Men det var sådan set ikke planen fra start.
»Da jeg tog uddannelsen, troede jeg, at jeg skulle være noget inden for FN eller en af de mange organisationer, der er tilknyttet. Arbejde med flygtningelejre rundt omkring i verden, alt muligt, for den uddannelse giver adgang til så mange fede ting,« fortæller han begejstret.
Ved Energinet fik Victor Engdahl Skjødt-Andersen dog øjnene op for, hvor afgørende en hjørnesten den kritiske infrastruktur er for et moderne samfund. Og det er derfor, han stadig er ved selskabet.
»Der er rigtig mange udfordringer, hvis vores forsyningskritiske infrastruktur ikke fungerer, som den skal,« siger han.
»Det, der driver mig, er at gøre samfundet bedre og sikrere hver eneste dag.«
Og de bedste dage på arbejdet er netop, når han lykkes med den opgave.
»Når vi ser resultatet: At der er mærkbare forbedringer i vores sikkerhed og beredskab. Men det er jeg jo ikke alene om. Jeg har jo alle mine samarbejdspartnere, som jeg arbejder tæt med, så det her kan lade sig gøre.«
Hans dygtige kolleger gør dog også Victor Engdahl Skjødt-Andersen en anelse forlegen ved nomineringen til Fagtalent.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg nok lidt påvirket af noget Jantelov-agtigt,« siger han.
»For jeg ser jo mange af mine kolleger gøre et fremragende arbejde. Så hvorfor er det lige mig, der er nomineret? Men jeg tager også imod det med taknemmelighed og ydmyghed.«
»Jeg har bare lidt svært ved at kapere det.«