Hasiba Bejtic er genert af natur: Men noget ændrer sig, når hun leder sine medarbejdere
Den kun 26-årige Hasiba Bejtic blev headhuntet til sin stilling som souschef. Nu er hun nomineret for sine lederevner til årets Fagtalent. Men faktisk bryder hun sig slet ikke om at stille sig til skue.
Hasiba Bejtic bryder sig ikke om at være i fokus.
Hun bliver nervøs, når hun skal stille sig frem foran mennesker.
Hvis man spørger hende direkte, svarer hun direkte:
Ja, hun er genert.
Ikke desto mindre er den 26-årige midtjyde nomineret i kategorien “Ledelse” i årets Fagtalent – Jyllands-Postens pris dedikeret til Danmarks dygtigste unge faglærte.
»Jeg er meget overrasket«, siger hun.
»For jeg ser jo ikke det, som andre ser. Så det betyder jo, at jeg gør et eller andet rigtigt – og at det her nok er min vej. Jeg er meget taknemmelig.«
Hasiba Bejtic er souschef i Superbrugsen i Juelsminde. En stilling, hun mere eller mindre blev headhuntet til af sin leder, som også ansatte hende som ungarbejder i Bilka i sin tid.
Hun er nomineret på grund af sin ro, nærvær og naturlige talent for at samle mennesker.
Egentlig var supermarkederne blot en mellemstation for Hasiba Bejtic.
Da hun blev færdig med gymnasiet, havde hun to mulige mål for øje.
»Nu skal jeg ud og være tandlæge eller matematikprofessor«, genfortæller hun i dag om sine tanker dengang. Men i Bilka, hvor hun var ansat, havde de efter alt at dømme allerede fået øje på et talent i hende.
»Jeg blev spurgt et par gange, om jeg ville være elev.«
»Og så takkede jeg ja til sidst. Jeg tænkte, det skulle være en plan B, og det gik egentlig fint. Senere hen fandt jeg ud af, at det nok var mig. Jeg kunne godt se mig selv i en butik.«
Headhuntet til Superbrugsen
Læretiden blev gennemført ved Bilka, og Hasiba Bejtic byggede hurtigt lederuddannelsen retail manager ovenpå i samme butik.
»Jeg kunne godt lide at have kontakt med folk, tage ansvar og få folk til at føle sig godt tilpas. Ungarbejdere og kolleger. Det er noget, jeg går rigtig meget op i«, fortæller hun.
Noget af inspirationen til at blive leder fik hun fra sin storebror, som er medejer af en virksomhed.
Og selv om hun normalt skyr rampelyset i privaten, forsvinder genertheden, når hun agerer chef.
»Det at stå foran folk er slet ikke mig. Overhovedet ikke. Men når det kommer til at lede mine kolleger, så sker det bare naturligt. Jeg skal ikke tænke så meget over det«, siger hun.
Hasiba Bejtic bestred dog kun sin efterfølgende lederstilling i Bilka i et halvt år, før hendes gamle chef tilbød hende en ansættelse i Superbrugsen i Juelsminde.
I starten nagede tvivlen hende. Havde hun taget den rette beslutning?
»Salling og Coop er to vidt forskellige ting«, fortæller hun.
»Men jeg faldt hurtigt til. Jeg kunne rigtigt godt med kollegerne, og Mark, min leder, var hurtig til at guide og udvikle mig.«
Aldrig færdig
Som leder lægger Hasiba Bejtic vægt på, at hver enkelt medarbejder føler sig set – på den måde der passer lige præcis til dem.
»Så de får potentiale til at udvikle sig og blive til det, de ønsker.«
Hun indrømmer, at det kan være en udfordring med 15-20 ansatte. Og det antal omfatter slet ikke ungarbejderne, som er en medarbejdergruppe, hun har særlig opmærksomhed på.
»Måske er det på grund af min alder«, siger hun.
»Men også fordi jeg altid har følt og haft den tanke, at jeg gerne vil være den leder, som gør, at man gerne vil komme på arbejde. Jeg vil gerne have, at mine kolleger og ungarbejdere går glade ind ad døren og glade ud.«
Men hvis der er én ting, Hasiba Bejtic selv kunne blive bedre til, er det måske selv at gå ud ad døren.
»Hvis man spørger mig, synes jeg ikke, at noget af det, jeg gør, er godt nok. Jeg kan blive ved og ved og har lange dage, fordi jeg føler, at jeg ikke er færdig. Jeg kan altid lige tilføje nogle ekstra ting«, siger hun.
Nu er du nomineret til Fagtalent. Er det måske ikke en bekræftelse af, at det, du gør, er godt nok?
»Jo«, svarer hun.
»Det er det.«