Fortsæt til indhold
Erhverv

Bundlinjen styrtbløder – men ny topchef er ikke i tvivl: »Det er det helt rigtige job for mig«

Efter 15 år i udlandet er Christian Thrane tilbage i Danmark. Siden årsskiftet har han stået i spidsen for Danmarks største teleforretning med bl.a. Yousee, Telmore og TDC Erhverv.

Christian Thrane får som topchef i TDC-ejede Nuuday kam til sit velfriserede hår, hvis han skal lykkes med den bundne opgave, der er en ufravigelig del af jobbet.

Hvad opgaven præcis går ud på, løfter den 52-årige teledirektør sløret for i en snak med Jyllands-Posten.

Har du fået til opgave at gøre Nuuday klar til salg eller en børsnotering?

»Jeg har en bunden opgave om at levere vækst og øge værdien af selskabet,« siger Christian Thrane, der siden årsskiftet har stået i spidsen for telekæmpen Nuuday med selskaberne Yousee, Telmore, Hiper, Eesy, Relatel og TDC Erhverv.

Han afløste britiske Jon James på posten.

Mens Jon James brugte knap fire år i Nuuday på at rydde op, skære til og digitalisere forretningen, er Christian Thrane udset til at veksle ejernes milliardinvestering til »profitabel vækst«.

Umiddelbart lyder opgaven enkel. Det er den ikke.

Siden TDC-koncernen i 2018 blev opkøbt af den australske investeringsbank Macquarie og de tre pensionskæmper ATP, PFA og PKA for knap 41 mia. kr., har Nuudays abonnementsomsætning nærmest trådt vande, mens pengene er fosset ud af kassen.

I perioden 2020-2024 er det samlede tab før skat på godt 2 mia. kr., samtidig med at antallet af fuldtidsansatte er dykket mere end 20 pct.

Hvordan vil du levere profitabel vækst i et telemarked med intens konkurrence?

»Ved at sikre, at kunderne er glade for at være her, så de bliver længere og undervejs køber mere. Og ved at have styr på omkostningerne,« siger en fortrøstningsfuld Christian Thrane.

Troen på at kunne levere på den bundne opgave forklares bl.a. med, at kundetilfredsheden i de forskellige forretninger er gået markant frem hånd i hånd med digitaliseringen.

»Det er ret imponerende,« konstaterer Nuuday-topchefen om udviklingen, som især skyldes tiltag sat i søen af hans forgænger.

Det forhindrer ikke Christian Thrane i at varme op til at høste frugterne af indsatsen.

»På et tidspunkt når vi til, at kunderne begynder at lytte og kan se værdien i at købe mere hos os,« forklarer Christian Thrane med overbevisning i stemmen.

Der er kaffe og vand på bordet. Christian Thrane taler roligt, mens hænderne lystigt bruges til at underbygge hans budskaber.

Det er tydeligt, at Christian Thrane trods sine kun 10 måneder i Nuuday brænder for selskabet og opgaven.

Men det står også klart, at danskerne ikke skal forvente, at Christian Thrane kommer til at bruge prisvåbnet i kampen om kunderne.

Ud over de løbende tilbud, der er en indgroet del af telebranchen, vender Christian Thrane igen og igen tilbage til opskriften på en veldreven teleforretning: tilfredse kunder, der bliver længere og køber mere.

Har I problemer med at holde på kunderne?

»Vi er i en branche, som mest har fokus på prisen, og der er en gruppe af kunder, som skifter meget rundt blandt selskaberne. Jeg trives med tanken om, at kunderne vælger os af en årsag – og bliver hos os af en årsag. Sådan kan jeg godt lide at drive en forretning,« siger Christian Thrane, der kommer til Nuuday efter en international karriere i televerdenen, som tog sin begyndelse i hedengangne Cybercity.

Det er første gang i 15 år, at Christian Thrane er tilbage i Danmark. Lokket hjem af et opkald og en melding fra en headhunter om, at »du bør lytte til dem her«.

Det gjorde han så.

Nu sidder han her ved et anonymt mødebord i Nuuday-hovedkvarteret i Sydhavnen i København og øser ud af sit syn på et fragmenteret telemarked, priserne på fiberforbindelser, krigen om kunderne, og at omverdenen giver telebranchen alt for lidt credit i hverdagen for dens teknologiske formåen og vigtige rolle i samfundet.

Rundturen ender ved Nuuday-forretningen. For hvad er det præcis, der skal genrejse indtjeningen i Nuuday?

I et telemarked, hvor mange gerne spreder deres teleindkøb ud på forskellige selskaber, satser Christian Thrane på samlepakker.

»Vi vil gerne være relevante over for familierne. Så familieløsninger og familiepakker vil være en naturlig del af den rejse, vi er på. Jeg er optimistisk,« fastslår Nuuday-direktøren.

Det sidste gælder også, selvom der er opbrud i baglandet.

Siden Christian Thrane takkede ja til jobbet, har de tre danske pensionsselskaber solgt deres halvpart i TDC-koncernen til Macquarie, hvis ellers handlen får myndighedernes blå stempel.

Det er den krølle, som har fået iagttagere til at gisne om, at den nye topchef først og fremmest skal gøre Nuuday lækker for investorer, så den australske investeringsbank kan skyde selskabet af.

Christian Thrane fastholder imidlertid, at ændringerne i ejerkredsen ikke piller ved den bundne opgave, der er fulgt med Nuuday-jobbet.

»Vi skal skabe værdi for vores ejer. Lykkes vi med det, har jeg gjort et godt stykke arbejde,« siger Christian Thrane, som pendler frem og tilbage mellem familien i London og jobbet i København.

Planen er, at hele familien skal samles i København. Her og nu er der bare nogle praktiske hensyn til bl.a. børnenes skoler, som gør, at det ikke er muligt.

Adspurgt forklarer Christian Thrane, at han er ansat på en løbende kontrakt uden bagkant.

»Jeg er her for at gøre en forandring. Jeg tror på, at vi kan spille en større rolle i Danmark, og det er jeg supermotiveret af,« forklarer Christian Thrane og sender et efterhånden velkendt smil hen over bordet.

Og profitabel vækst. Hvornår leverer du den?

»Det er et godt spørgsmål. Her og nu er det svært at give et svar. Men jeg har nogle ejere, som nok skal vurdere, om jeg er en succes eller ej, og det er måske i virkeligheden det vigtigste,« siger Christian Thrane.

Tiden er gået.

Tilbage står en enkelt ting. Hvorfor veksler man en karriere på den internationale telescene med et slidsomt arbejde med at vende udviklingen i en dansk telekæmpe med røde tal på bundlinjen?

»Jeg har brugt 25 år af mit liv i den her branche. Nu får jeg muligheden for at bringe en masse af den erfaring og passion, jeg har for branchen, i spil. Det er det helt rigtige job for mig,« fastslår Nuuday-topchefen.