Fortsæt til indhold
Erhverv

»Bøderegimet« er slemt, men slet ikke det værste: Alligevel bliver virksomheder nødt til at hoppe med på AI-bølgen

Der kan være kommet masser af nye regler for brugen af kunstig intelligens i fremtiden. Men virksomheder bør alligevel implementere den nye, banebrydende teknologi nu frem for at se tiden an, mener både senioradvokat og DI. Men der er stadig farer, man bør undgå.

Virksomheder risikerer at blive efterladt på perronen, hvis de ikke begynder at bruge AI.

Men, for at blive i lokomotivrelaterede analogier, skinnerne er dog stadig i gang med at blive lagt, når det kommer til alle de gældende regler og risici, som virksomhederne skal forholde sig til, hvad angår kunstig intelligens.

Derfor er der flere ting, virksomheder skal være opmærksomme på, når de skal flette AI ind i strategien, og særligt én ting er afgørende at få styr på, fortæller Mathias Mølsted Andersen, der er senioradvokat hos det internationale advokatfirma Bird & Bird, og som rådgiver virksomheder om AI.