Fortsæt til indhold
Erhverv

Christian Gylling Jensen omlagde sine marker til skov, da han tænkte på sine børn – og den dag, han ikke er her længere

Svineproducent Christian Gylling Jensen har omlagt en del af sine marker til skov. Beslutningen er helt i tråd med Den Grønne Treparts ambitioner om, at vi i Danmark skal plante en mia. træer inden 2040. Men for den jyske landmand handler det om meget mere end CO₂.

Asger Denert-Nielsen

Christian Gylling Jensen husker tydeligt, da han som ung landmandslærling gik og ordnede skoven på den gård, han gik på, som en del af sin uddannelse. Der forstod han, at skov kan være værdifuldt for en landbrugsejendom – og han har holdt faktisk i den tanke lige siden.

I 2014 omlagde han derfor syv hektar marker, som han tidligere brugte til at producere foder til sine grise, til løvskov. Senest har han plantet endnu mere – denne gang gran til tømmerproduktion.

Og han er ikke færdig. Tværtimod.

Han er nemlig en af de landmænd, der i praksis er med til at realisere de politiske ambitioner fra Den Grønne Trepart, der vil rejse langt mere skov i Danmark som en del af klimaløsningen.

I den forgangne uge har EU-Kommissionen desuden godkendt, at Danmark frem til og med 2030 kan støtte privat skovrejsning med 4,7 mia. kr.

Men for Christian Gylling Jensen handler det dog ikke kun om CO₂ – men om et spørgsmål, han stiller sig selv om eftertiden.