Ernst Bjerregaard var en af flere tusinde danskere, der tjente kassen i Grønland – men grønlændere så man ingen af

Det var Ernst Bjerregaards bror, der fortalte ham, at man kunne tjene fedt ved at arbejde i Grønland.

Broren havde selv været udstationeret deroppe. På kontrakt for det danske entreprenørkonsortium Danish Arctic Contractors, DAC, der udførte opgaver for det amerikanske flyvevåben i Grønland under Den Kolde Krig.

»Min bror vidste, at DAC manglede folk, og så spurgte han, om ikke det var noget for mig,« siger Ernst Bjerregaard.

Det var i 1963. Ernst Bjerregaard var 21 år gammel og arbejdede som ufaglært landbrugsmedarbejder i Vestjylland. Men han havde en drøm om en dag at få sit eget landbrug.

Så det var en lokkende tanke at tage til Grønland og spare op.

»Det var nok fem-seks gange så meget, jeg kunne tjene deroppe, som hjemme i Danmark. Det var småpenge til sammenligning,« siger Ernst Bjerregaard, der i dag er 83 år gammel.

Han var én af flere tusinde af danskere, der i perioden 1952-1985 arbejdede for DAC på USA’s militærbaser. Selvom arbejdet fandt sted i Grønland, blev jobsene besat af danske arbejdere. Etniske grønlændere måtte man spejde langt efter.

»Dem så vi ingen af. Det var kun, når der kom gennemrejsende ude fra kysten,« husker Ernst Bjerregaard, der kørte tankvogn ansat på Sondrestrom Air Base i 1963-64.

En stor pengemaskine

Jyllands-Posten har i en række artikler sat fokus på DAC, der med hjælp fra den danske stat opbyggede en stor forretning på entreprise- og servicekontrakter på de amerikanske baser i Grønland.

Det var lukrativt. Både for de danske ejere af DAC, der år efter år trak millioner ud i fortjeneste, og også for de mange danske medarbejdere, der blev udstationeret i Grønland.

Lønnen var god. Frem for alt var den skattefri. Så det blev hurtigt til mange penge. Og der var ikke meget på de afsides baser, man som dansk arbejder kunne sætte pengene til livs på.

»Der var ingen udgifter deroppe. Alt var betalt. Du kunne bare gå ind at spise, når det passede dig. Man skulle aldrig have pungen op,« siger Ernst Bjerregaard.

Der var mange forskellige skæbner på baserne, husker Ernst Bjerregaard. Der var folk, som han selv, der tog til Grønland for en periode for at få råd til at købe fast ejendom hjemme i Danmark. Og så var der andre, for hvem arbejdet i DAC blev en livsstil.

»Der var mange, der var deroppe i mange år. Så når de kom hjem, så rejste de til Mallorca og brugte alle pengene dernede. Så skulle de op igen for at tjene,« siger Ernst Bjerregaard.

»Men jeg brugte ingen penge. Jeg skulle spare op,« siger Ernst Bjerregaard, der kalder arbejdet for »en stor pengemaskine«.

En god pris

Det krævede ikke nødvendigvis nogen særlige kompetencer at få job i DAC. Konsortiet lavede mange forskellige typer opgaver for det amerikanske flyvevåben.

DAC byggede anlæg, reparerede veje, gjorde rent, lavede mad, ryddede sne – og, som Ernst Bjerregaard, kørte tankvogn med spilde- og drikkevand rundt til og fra basens bygninger, som var uden kloakering.

»Jeg havde basens bedste job. Jeg skulle bare sørge for, at der ikke manglede vand nogen steder. Jeg var fuldstændig mig selv. Det passede mig rigtig godt,« siger han.

Efter små to år vendte Ernst Bjerregaard hjem til Danmark i 1964. Og som så mange andre danskere vendte han hjem til Danmark med lommerne fulde.

»Jeg tror nok, jeg havde lige knap 100.000 med hjem. Så jeg sad altså roligt i flyet hjem,« siger Ernst Bjerregaard.

Det var mange penge dengang. Et millionbeløb i dagens mønt.

»Bagefter var jeg på landbrugsskole i Aarhus. Og så købte jeg et landbrug i Vestjylland.«

Jobbet i DAC blev dét, der gjorde det muligt for en ufaglært landbrugsmedhjælper i starten af 20’erne at blive selvstændig landmand.

»Landbruget havde vi i 24 år, og så solgte vi det. Det var, dengang hollænderne begyndte at komme herop for at drive landbrug. Så det solgte vi til en god pris,« siger Ernst Bjerregaard.

I dag er Ernst Bjerregaard pensionist og bor i hus i Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.