Jannie søgte akut hjælp til sin syge datter på en måde, som får kritik. Alligevel er metoden i vækst

Angstanfaldene kom igen og igen, blev værre og voldsommere. Skolen ringede oftere og oftere. Jannie Bang vidste, at noget var ved at gå helt galt med hendes datter, Ida.

»Det er helt vildt voldsomt, at ens niårige barn begynder at sige, at hun ikke vil være i verden mere,« fortæller Jannie.

Ida skulle have hjælp, og det skulle gå hurtigt. I deres region var der på det tidspunkt flere års venteliste til den offentlige børnepsykiatri.

Det kunne Jannie ikke vente på. Det skulle være nu. Derfor blev den private sundhedsforsikring redningen – og den idé er hun ikke alene om.

1.434 børn

Nye tal fra PFA viser, at selskabet fra januar til marts 2025 har hjulpet 1.434 børn i psykisk mistrivsel. Holder den tendens i årets øvrige tre kvartaler, vil det svare til, at 5.700 børn har fået hjælp ved årets udgang. Til sammenligning blev der i 2024 samlet set hjulpet 4.250 børn, som var i psykisk mistrivsel.

PFA er ikke det eneste selskab, der ser den udvikling. Det fremgik af en pressemeddelelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension i april.

»I vores branche hjalp vi i 2023 næsten 30 pct. flere børn og unge med hjælp til psykiater eller psykolog end året før. Og vi har desværre ingen grund til at tro, at denne udvikling er i bedring,« udtalte sundhedspolitisk chef Mie Rasbech da.

Flere af landets forsikringsselskaber, bl.a. Tryg, Gjensidige og Lærerstandens Brandforsikring, har samarbejdsaftaler med privathospitaler eller privatpraktiserende børnepsykiatere. De kan derfor garantere deres kunder, at ventelisten til hjælp i værste fald er kort, i bedste fald ikke-eksisterende.

Det skaber en ulighed på det børnepsykiatriske område, som bryder med nogle grundlæggende principper i vores samfund.

Sådan lyder det fra Jon Kvist, professor i europæisk offentlig politik og velfærd ved Roskilde Universitet.

»Det bryder jo med de lighedsmål, vi har. I den første paragraf i sundhedsloven står der, at der er lige adgang til sundhedsvæsenet, uafhængigt af hvem man er. Men det er der ikke længere,« siger han.

Én af dem, som har benyttet den private sundhedsforsikring, er altså Jannie. Gennem sin mands forsikring fik hun hjælp til sin syge datter inden for 48 timer.

»Vi vidste, vi havde travlt«

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at da Ida blev syg, var ventetiden til udredning i det offentlige 26,5 uge – altså cirka seks måneder.

»Vi tænkte først, at vi bare skulle gå den almindelige vej gennem det offentlige. Men vi blev jo mødt af den her massive mur af ventelister, hvor vi bare tænker: Den her ventetid kan vi simpelthen ikke overleve,« siger Jannie.

Ida fik det dårligere og dårligere. Hun lukkede sig mere og mere om sig selv, talte ikke, spiste på sit værelse.

»Vi vidste, at vi havde travlt. Det gik jo kun én vej med hende,« siger Jannie.

At forberede sig på at gå i supermarkedet efter fredagsslik var pludselig blevet en heldagsopgave for Ida. Legeaftaler var for længst blevet et uopnåeligt ønske. Nervesystemet kunne ikke følge med.

»Jeg tænkte slet ikke, at børn i den alder har begreb om, at man kan ende sit liv. At man kan vælge ikke at være her mere. Men det var sådan, hun havde det,« fortsætter Jannie og holder en pause.

»Undskyld. Der er mange svære følelser, som pludselig kommer tilbage.«

Men lynhurtigt godkendte forsikringen, at den ville dække hjælpen til Ida i det private og hjælpe Jannie og hendes mand med at få hul igennem til en børnepsykiater.

»Så var vi inde. Det var en verden til forskel. Vi følte os simpelthen så heldige.«

Hjælpen til Ida kom inden for rækkevidde, og skyen af bekymringer begyndte langsomt at fordampe.

Mens Jannie fortæller, triller en hvid minibus ind i indkørslen. Ud hopper Ida med et par hørebøffer på. Hun når lige ind ad døren, kaster et blik ind i stuen og forsvinder ind på sit værelse.

Der er stadig ting, som er svære. F.eks. to fremmede journalister i stuen, men i dag går hun i specialklasse, og langt de fleste dage kommer hun afsted i skole. Hun har fået diagnoserne aspergers og add, og behandlingen er startet.

Forleden aften cyklede hun sammen med sin tvillingesøster ned til åen i solskinnet og kiggede efter haletudser.

»Det var så dejligt at se, at de gjorde det igen. At de bare kunne være børn,« siger Jannie.

Men der er alligevel noget, som nager Jannie.

»Skide unfair«

Hun er selv specialskolelærer og ser dagligt børn, hvis forældre ikke har mulighed for at søge hjælp gennem en privat sundhedsforsikring. Børnene bliver mere og mere ulykkelige, og mens de venter, får de følgesygdomme som spiseforstyrrelser og tvangstanker.

»Imens jeg tænkte, nu kan vi endelig komme i gang, så havde jeg sådan en mærkelig følelse af, at vi snød os foran i den dér lange, lange kø. Jeg syntes faktisk, det var skide unfair.«