Fortsæt til indhold
Erhverv

Nu er det sommerhusenes tur: Priserne runder milepæl

På blot et år er priserne på huse steget 5,2 pct., ejerlejligheder knap 17 pct. og sommerhuse 4,4 pct.

Alle rekorder bliver slået på boligmarkedet. Aldrig har priserne været højere, og i maj rundede sommerhuspriserne en bemærkelsesværdig milepæl, viser nye tal fra Boligsiden.

For første gang har den gennemsnitlige kvadratmeterpris på sommerhuse rundet 24.000 kr. Bag dette ligger en prisstigning på 1,7 pct. Renser man stigningen for sæsonudsving, og det er relevant, da foråret er højsæson for sommerhussalg, er stigningen 0,5 pct.

Det er første gang, siden Boligsiden etablerede sit markedsindeks i 2011, at priserne er så høje.

»Vi har set stigende sommerhuspriser i de seneste fire måneder, og i maj har det været tilfældet for hele landet,« konstaterer Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.

De sjællandske sommerhuspriser steg eksplosivt under covid-pandemien, men bremsede herefter op. Det gik mere roligt for sig i Jylland og på Fyn fra 2020 til 2022, hvor det, Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann betegner som »sommerhushamstringerne«, ikke var nær så voldsomme.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.