Handelsekspert: Trumps snak om straftold taler mod økonomisk viden, men han har en vigtig pointe
USA's nye præsident, Donald Trump, har natten til onsdag varslet, at varer fra EU vil blive pålagt told i USA. Det vil få konsekvenser for den amerikanske befolkning, siger underdirektør for global handel i Dansk Industri Peter Thagesen. Men der gemmer sig en vigtig pointe bag truslen, mener økonomen.
To dage inde i USA’s nye præsidents embedsperiode har allerede budt på flere piskesmæld.
Aktier i grøn energi styrtdykker, Grønland bliver brugt i et politisk spil, og nu varsler Donald Trump sågar told på EU-varer i USA.
»Den Europæiske Union behandler os meget, meget dårligt. Så de vil blive pålagt told. Det er den eneste måde, hvorpå der kan opnås retfærdighed,« lød det natten til onsdag dansk tid fra præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Spørger man underdirektør for global handel i Dansk Industri (DI) Peter Thagesen, vil det dog få konsekvenser for den amerikanske befolkning.
Til gengæld gemmer der sig en vigtig pointe i Trumps trussel, som Europa og EU-landene skal forstå, mener han.