Fortsæt til indhold
Erhverv

Spotify runder en kvart milliard betalende abonnenter

Bundlinjen vokser fra kvartal til kvartal hos Spotify i takt med, at flere betaler for at bruge tjenesten.

/ritzau/

Det går kun én vej for streamingtjenesten Spotify, og det er opad.

Selskabet har tirsdag aften præsenteret sit regnskab for tredje kvartal i år, og her blev der endnu engang sat nye rekorder

Det gælder blandt andet antallet af betalende abonnenter på musiktjenesten, som nu har rundet en kvart milliard.

I løbet af månederne juli, august og september har der således været en nettotilvækst i antallet af såkaldte premium-brugere på seks millioner, så kundebasen nu omfatter 252 millioner.

Hertil kommer de brugere, der får musikken gratis og betaler ved at få stoppet reklamer ind mellem numrene. Sammenlagt er der tale om 640 millioner brugere af tjenesten.

Sammenlagt opnåede Spotify indtægter fra abonnenter på lidt mere end 3,5 milliarder euro i kvartalet oven i reklameindtægter på 472 millioner euro.

Det giver en samlet omsætning på næsten fire milliarder euro, hvilket er en forbedring på 19 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Artiklens emner
Spotify