Novo-fonds milliarddonation: Magtforsker har aldrig set noget lignende
Ifølge både en magtforsker, professor i forvaltningsret og ekspert i gennemsigtighed giver det god mening, at der følger betingelser med Novo Nordisk Fondens rekordstore milliarddonation.
Det tog Novo Nordisk Fonden lidt over to uger at lave danmarkshistoriens største donation, som i øvrigt blev klappet af over en sms-besked fra en Novo-direktør til en departementschef.
En proces, som vækker opsigt hos de eksperter, Finans har vist den korrespondance, der gik forud for Novo-fondens historiske milliarddonation til den grønne trepart denne sommer.
Anne Skorkjær Binderkrantz, magtforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hæfter sig særligt ved, hvor hurtigt »den vidtgående aftale« er kommet på plads mellem parterne.
»Hastigheden siger meget om Novo Nordisk Fondens økonomiske muskler, og hvor agil den er i forhold til at få musklerne brugt,« siger hun.
Har du tidligere set noget lignende?
»Nej, jeg har aldrig set noget som dette. Mit indtryk er, at både hastigheden og størrelsen på donationen er fuldstændigt unik,« lyder det fra magtforskeren, som også er medlem af forskningsledelsen bag Magtudredningen 2.0.