Strøm eller brændstof: Sådan sparer du penge på bilferien
FDM har undersøgt, hvordan man sparer mest muligt på både strøm og brændstof til bilen i Europa.
Sommerferien står for døren, og hvis du er en af dem, der skal på bilferie i Europa, er der sparetips at hente.
FDM har nemlig undersøgt, hvordan man kan spare penge på brændstof og strøm til bilen på ferien.
Har man en diesel- eller benzinbil kan det være en fordel at tanke om aftenen.
ADAC, FDMs søsterorganisation, i Tyskland, har analyseret brændstofpriserne, og her viser en analyse, at det typisk vil være billigst at svinge forbi tankstationerne mellem kl. 21 og 22. For modsat Danmark ændrer brændstofpriserne sig time for time i Tyskland.
Udover at tanke på det bestemte tidspunkt er der ca. 1 kr. at spare pr. liter, hvis man tanker i et af de billigere lande som f.eks. Østrig, Kroatien, Tjekket og Slovenien.
Når det kommer ladning af elbilen, kan man også spare penge, og her skal man være særligt opmærksom, for der er stor forskel på prisen, skriver FDM.
Bilorganisationen har taget udgangspunkt i en tur fra Odense til Gardasøen og retur. Her var den største forskel op til 1300 kr. på den dyreste og billigste strøm.
Ifølge FDM kan bedst svare sig for de fleste elbilejere at tegne et abonnement ved udbyderen Ionity eller Tesla, hvor også andre elbiler kan lade.
Hos Ionity kan man lade for lidt mindre end 3. kr. pr. kWh i de fleste lande i Europa, hvilket på nuværende tidspunkt er den billigste strøm.
»I år nyder elbilisterne godt af, at elpriserne har været stabile, og der er igen kommet konkurrence på lademarkedet både herhjemme og i Europa. Mens markedsprisen sidste år var over 5 kr. pr. kWh. i Tyskland, er det i dag ikke unormalt at finde lademuligheder til 4 kr. eller billigere,« fortæller Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.