Kina indtager EM i fodbold: »Det er et wakeupcall«
Kinesiske virksomheder har sat sig tungt på sponsoraterne til EM. Den enorme eksponering af kinesiske produkter rammer både europæiske og kinesiske forbrugere, mens det ifølge en forsker også sender et signal til europæiske politikere.
Det hedder europamesterskabet i fodbold. Alligevel er bannerne rundt om grønsværen spækket med reklamer fra kinesiske virksomheder.
For uden for banens hvide kridtstreger foregår en kamp om eksponering i bedste sendetid blandt globale virksomheder med dybe lommer.
Sommerens slutrunde i Tyskland har 13 virksomheder som hovedsponsorer. Fem af dem er kinesiske.