Fortsæt til indhold
Erhverv

Her er aktierne, som danskerne handler mest - en bestemt branche skiller sig ud

Novo Nordisk indtager tronen, mens to aktier inden for en bestemt branche sparker døren ind til top 10 over de mest handlede aktier i Saxo Bank i marts.

Privatinvestorernes appetit på Novo Nordisk-aktien ser ud til nærmest at være umættelig, og aktien var ikke overraskende den mest handlede blandt de danske kunder i Saxo Bank i marts.

Således viser nye tal fra banken.

Faktisk lød andelen af købshandler for Novo Nordisk-aktien på 75 pct. - og ifølge Oskar Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank, viser det, at danskerne fortsat investerer aktivt i aktien.

»At aktien er steget så meget, som den er, påvirker derfor som udgangspunkt ikke danskernes lyst til at investere i Europas største virksomhed,« bemærker han i en kommentar til de nye tal.

Generelt er danskerne begejstrede for medicinalsektoren.

På tredjepladsen finder man Zealand Pharma, som den seneste tid har fået voldsom medvind på aktiemarkedet, efter virksomheden har meldt sig ind i kampen om markedet for fedmebehandling, om end virksomheden ikke har et produkt på markedet til det endnu.

»Så investerer man i Zealand, køber man ind i, at virksomheden i fremtiden kan levere et produkt, der potentielt kan konkurrere eller fungere som alternativ til Novos Wegovy eller Eli Lillys Zepbound,« betoner Oskar Bernhardtsen.

Mens danskerne især har hamstret de aktier, som har været inde i et kursridt, såsom Nvidia, der er på andenpladsen, så har de også haft interesse for dem, der har klaret det dårligt siden starten af året.

Fx Tesla-aktien, som er den, der har klaret det dårligst i det amerikanske S&P 500-indeks i år med et fald på mere end 30 pct.

Oskar Bernhardtsen mener, at udviklingen kan være årsagen til, at flere har valgt at købe eller sælge ud af aktien, og andelen af købshandler var på 65 pct. i marts.

»Der er derfor stadig flere, der køber end sælger aktien blandt danske kunder i Saxo Bank, men købsinteressen i Tesla har været højere, hvis man går nogle måneder tilbage,« fastslår han.

Forsvarsindustrien har ifølge Oskar Bernhardtsen været den helt store overraskelse, eftersom våbenfabrikanter som tyske Rheinmetall og svenske Saab er braget ind i top-10 over de mest handlede aktier.

Her er det mest bemærkelsesværdige andelen af købshandler. Hele 94 pct. af handlerne i Saab og 88 pct. af dem i Rheinmetall er købshandler, hvilket er nærmest uhørt.

»Det er meget sjældent, at vi ser, at så stor en del af handlerne er købshandler i en specifik aktie,« konstaterer han, men advarer også om, at købsinteressen kan blive for stor.

»Vi er selv positive på investering i forsvarsaktier, men når alle køber, er det vigtigt at overveje, om der er ved at danne sig en form for investeringshype i sektoren, hvilket betyder, at aktierne bliver købt for ”dyrt”.«

Han bemærker, at andelen af købshandler kan indikere, at aktierne på kort sigt kan være steget for hurtigt.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.