Storbank med ny prognose: Så meget kommer Fed og ECB til at sænke renterne næste år
Federal Reserve i USA kommer til at sænke sin ledende rente før Den Europæiske Centralbank, lyder det i en ny prognose fra Nordea.
Startskuddet på rentenedsættelserne fra centralbankerne i USA og Europa kommer hurtigere, end det tidligere var forventet. Og det bliver Federal Reserve (Fed) i USA, som bliver den første til at sætte sin ledende rente ned.
Ikke nok med det, så kommer Fed også til at løbe med prisen som den af de to store centralbanker, der sætter renten mest ned i løbet af 2024. Sådan lyder det i en ny prognose fra storbanken Nordea.
I gennemgangen af prognosen begynder vi på den anden side af Atlanterhavet.
Hvor Nordea i november vurderede, at Fed først ville sænke sin ledende rente i 2025, venter man nu, at der kommer fire rentenedsættelser af 0,25 procentpoint i løbet af 2024, så den øvre grænse for styringsrenten i USA kommer til at ligge på 4,5 pct. om et års tid. Og den første rentenedsættelse kommer allerede til marts, lyder vurderingen.
I prognosen hæfter man sig i Nordea ved, at Fed med Jerome Powell i spidsen har foretaget en vending på 180 grader på kort tid.
Hvor den amerikanske centralbankchef i begyndelsen af måneden talte om, at det var for tidligt at spekulere i rentenedsættelser, fik piben en noget anden lyd i forbindelse med rentemødet i Fed i sidste uge.
Her kom han på et pressemøde bl.a. ind på, at man i Fed nu var begyndt at drøfte rentenedsættelser, og at man havde fokus på ikke at være for restriktiv for længe.
»Fed satser på, at inflationsproblemet allerede er løst. Men denne satsning kan let slå fejl,« lyder det fra Nordea i prognosen med henvisning til, at vil få inflationen til at kravle opad igen.
Og derfor vil Fed mere eller mindre blive tvunget til at holde sin styringsrente på 4,5 pct. hele vejen igennem 2025.
Vender vi blikket mod Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) har hovedsæde, kommer det kommende år til at byde på færre rentenedsættelser end i USA, lyder vurderingen i Nordea.
Her venter man nemlig, at ECB samlet kommer til at sætte sin ledende rente ned med 0,75 procentpoint i 2024, så den om 12 måneder kommer til at ligge på 3,25 pct. I Europa kommer den første rentenedsættelse til juni, lyder vurderingen.
Omvendt vil rentenedsættelserne fra ECB’s side ikke stoppe, når kalenderen skifter fra 2024 til 2025. 2025 vil nemlig byde på rentenedsættelser af 0,25 procentpoint hvert kvartal, så ECB’s styringsrente vil ligge på 2,25 pct. i slutningen af 2025, lyder det i prognosen fra Nordea.
Både i forhold til Fed og ECB venter man i Nordea færre rentenedsættelser, end markedet som helhed gør. Det kan bedst illustreres ved, at markedet venter, at ECB i løbet af det kommende år sænker sin styringsrente med rundt regnet 1,5 procentpoint.