Fortsæt til indhold
Erhverv

Klimakrisen får forbrugerne til at spille forretninger ud mod hinanden – og den grønneste vinder

Bæredygtighed har i sin kerne en ny opskrift på succes og en spændende ny forretningsmodel for de virksomheder, der anerkender, at spillets regler har forandret sig.

Henrik Good Hovgaard

Om du tror på bæredygtighed eller ej er fra nu af lige meget. Nogle virksomheder træder ind i fremtiden med hjertet først. De ønsker at redde verden og tjene penge på det. Andre vil først tjene penge og så redde verden. Fremtiden er ligeglad. Hvad angår bæredygtighed, fører alle veje til Rom.

Det, der er mest vigtigt for dig lige nu, er at se din virksomhed som forbrugerens allierede. Gør kunden til helten, og invester i samarbejdspartnere, der vil det samme som dig.

Dine kunder vil gerne. De har råd. De vil tages alvorligt, de vil høre de gode historier og føle, at de er med i en bevægelse. For det er svært at være alene. CO2-kvoter, greenwashing, flyskam og plastic i havene – Greta er muggen, og Trump er ligeglad. Vi skændes over middagsbordet om for eller imod klima, og vi drukner i overload af information og dårlig samvittighed.

Betyder det overhovedet noget at købe bæredygtigt ind, når andre lande og virksomheder sviner og nægter at forandre sig?

Svaret er ja. Især blandt de unge, der ruller med øjnene og siger »okay, boomer« til dem, der endnu ikke har accepteret, at spillets regler har ændret sig.

Dine kunders vilje til at bruge deres købekraft aktivt er historisk stor. Mantraet “forbrugeren har magten” vil blive opdateret. Sociale medier og nye ngo’er vil gøre det langt nemmere for forbrugerne at skabe små og store bevægelser, og det vil få store konsekvenser for virksomhederne.

Vi kommer til at grine af dengang, hvor en ledelse og en bestyrelse med vissent hår og fuldstændig ens profiler skulle gætte på, hvad kunderne ville have.
Henrik Good Hovgaard, partner i Universal Futurist

De første knopskydninger ser vi allerede. De ligner en omvendt Sweetdeal, hvor 5.000 forbrugere koordinerer deres købekraft og spiller 10 forretninger ud mod hinanden. Dem, der lover størst forbedring – f.eks. at bruge 10 pct. af overskuddet på at skifte til bæredygtige lyspærer – vinder alle 5.000 kunder i en uge.

Det nye mantra bliver: “Forbrugerne bruger magten sammen”.

Forestil dig så 50.000 eller 5 mio. kunder, der alle bruger deres penge i din butik, fordi de har valgt dig, og det du står for. Du har signaleret, at du er villig til at forbedre spillereglerne og skabe bæredygtighed, der har effekt – sammen med forbrugerne.

Det nye spil er nemlig ikke tab eller vind, men et spil hvor vi alle kan vinde, uden at nogen taber.

Som en ekstra bonus kommer virksomhedslederne, der interagerer med de nye, organiserede forbrugergrupper, til at kende markedet meget bedre end konkurrenterne. Helt ærligt: Vi kommer til at grine af dengang, hvor en ledelse og en bestyrelse med vissent hår og fuldstændig ens profiler skulle gætte på, hvad kunderne ville have.

I fremtiden kan vi vide det med større sikkerhed, samarbejde om det og hele tiden forny vores viden – endda helt uden at være bange for at skyde forbi skiven. Dem, der er villige til at lytte, lære og reagere på forbrugernes ønsker om større bæredygtighed i virksomhedsdriften, får en helt ny måde at nå deres markeder på.

Helt konkret er nogle af de spørgsmål, som driver de nye, organiserede forbrugergrupper med interesse for bæredygtighed: Hvorfor er det meningsfuldt for mig og verden at købe denne ting? Hvordan kan det blive så nemt som muligt at gøre noget godt? Hvornår har jeg nået den forandring, jeg ønsker, ved hjælp af min købekraft? Hvilke virksomheder, mener jeg særligt, skal udfordres til at gøre noget bedre?

Kan du se det for dig? Bæredygtighed på denne måde betyder, at du har brug for egen innovationsafdeling, som går i direkte dialog med de bevidste forbrugere. Og som du kan lytte til og lære af.

Henrik Good Hovgaard er fremtidstræner, chief futurist og partner i Universal Futurist.