Fortsæt til indhold
Erhverv

Dansk tech-topchef takker af – med hård kritik af techgiganterne

Lars Mikkelgaard-Jensen har som en af veteranerne i den danske it-branche fulgt digitaliseringen på nærmeste hold siden 1983. Og den seneste udvikling huer bestemt ikke topchefen, der nu stopper hos IBM.

Når Lars Mikkelgaard-Jensen googler noget, er det ikke med Googles søgemaskine. I stedet bruger han den i brede kredse ret ukendte DuckDuckGo-søgetjeneste. Her bliver alt det, man søger på, nemlig ikke fodret ind i en stor annoncemaskine.

»Nu bliver jeg ikke oversvømmet af alt muligt mærkeligt, når jeg går på nettet. Alene fordi jeg bruger en søgemaskine, som ikke samler data ind om mig. Jeg har også en privat mail-tjeneste, som jeg betaler lidt for. Men så er jeg sikker på, at ingen kigger mine mails og ser, at jeg har bestilt en flyvetur til Sydeuropa. Det har været en stor lettelse,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Nu må man bare erkende, at alt hvad man gør, eller hvor man bevæger sig hen – det er der nogen, der ved. Det er det, jeg må fortælle min datter.
Lars Mikkelgaard-Jensen

Som adm. direktør og senere bestyrelsesformand for IBM Danmark gennem 15 år har han været helt tæt på al den teknik, som i dag gør det muligt at indsamle enorme mængder af data.

Fra digitaliseringens barndom og lanceringen af den første ’personlige computer’ i 1983, da han begyndte i IBM som ung konsulent. Til en gennemdigitaliseret verden i dag, hvor lagerplads og regnekraft næsten er gratis.

Bagsiden af den teknologiske udvikling er især, at det er blevet alt for nemt at samle og misbruge data, lyder en af hans konklusioner, når han skal gøre det hele op. Han stoppede ved udgangen af september hos IBM og skruer nu som 65-årig ned for arbejdstrykket – om end han fortsætter med bestyrelsesarbejde og for nyligt blev konstitueret formand for Sydbank.

»Problemet er, at når data er tilgængelige, så bruger man dem. I 1950’erne vidste landsbyens telefondame alt om, hvad der skete i byen. Men man kunne gå indenfor og rulle for, og så havde man privatliv. Nu må man bare erkende, at alt hvad man gør, eller hvor man bevæger sig hen – det er der nogen, der ved. Det er det, jeg må fortælle min datter,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

For få år siden blev dem, der talte om overvågning på internettet og via vores telefoner generelt ikke taget ret seriøst i den offentlige debat. Siden har virkeligheden overhalet de advarsler.

»Det er jo tankevækkende, at hvis man i dag skal have et rigtigt hemmeligt møde, så bliver man bedt om at lægge alle elektroniske devices uden for. Vi er nået til, at vi ikke kan stole på, at vi har privatliv, hvis der er noget elektronisk udstyr i nærheden,« siger den nu tidligere tech-topchef.

Den digitale revolution har givet os fantastiske nye muligheder – men vi har måske været for naive i vores begejstring og glemt at sætte mere faste rammer op, lyder hans evaluering af udviklingen.

Vi er nået til, at vi ikke kan stole på, at vi har privatliv, hvis der er noget elektronisk udstyr i nærheden.
Lars Mikkelgaard-Jensen

»Det er helt klart en af de store bekymringer de kommende år: Hvordan får vi armene omkring det, så det ikke løber af sporet? Både virksomheder og politikere skal arbejde for det. Vi er nødt til at have nogle spilleregler, og det kræver politisk hjælp. Men det er i udpræget grad virksomheder og især it-virksomheder, der skal have et stærkt fokus på, hvad man kan gøre, og hvad man ikke skal gøre,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

I dag går det så stærkt, at det er svært for lovgiverne at følge med. Hvordan skal samfundet for eksempel forholde sig til brugen af ansigtsgenkendelse i en tid, hvor et land som Kina bruger det massivt?

»Det er klart, at nogle rykker hurtigere, end vi gør med de nye, teknologiske muligheder. Også på tværs af, hvad vi i Danmark mener er etisk rigtigt,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Som formand for DI fra 2012 til 2018 skulle Lars Mikkelgaard-Jensen favne bredere end kun it-branchen. Her er han med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og kronprins Frederik til åbningen af DI's nye domicil. Arkivfoto: Mik Eskestad

Men reelt er det i EU, at kampen skal stå, for de store techselskaber bliver ikke stoppet af en løftet pegefinger fra dansk side, lyder vurderingen.

»Nogle af de multinationale kører fuldstændigt henover reglerne i de enkelte lande, hvis man ikke lægger nogle rammer ind over dem. Det kan vi ikke gøre alene i Danmark. Men via EU har vi så stor en muskel, at vi kan sætte os igennem mod de store multinationale som Google og dem fra Kina,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Samlet set har den digitale udvikling dog været en ’ganske utrolig rejse’, trods bagsiderne, mener han.

»Vi omfavnede meget hurtigt digitaliseringen i Danmark. Vi fik CPR-numre, digitaliserede skattesystemerne og hele den finansielle sektor. Vi har altid været langt fremme, og på nogle områder er vi stadig klart i front. Men konkurrencen er blevet meget hårdere internationalt,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Den digitale fremtid for Danmark handler især om rekruttering og uddannelse – om vi kan finde ud af selv at uddanne nok digitale talenter. Det har været et problem i mange år, men heldigvis går det lidt i den rigtige retning.

»Da IT-højskolen (i dag IT-Universitetet, red.) blev stiftet i 1999, var det svært at forklare, hvorfor vi skulle have sådan en, og rekrutteringen var ikke tilfredsstillende. Nu ser vi, at der er interesse for og prestige i de fag også. Det er meget positivt,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Men det går så stærkt, at der bare de seneste ti år er sket et skift i de kompetencer, en it-virksomhed efterspørger.

»Dengang var det tekniske skills, i dag er det sammenhængen til forretningen. Der er brug for mange forskellige kompetencer i dag, fordi de digitale løsninger er så indgribende og kommer ind alle steder. Så behovet er stadig meget større end det, vi kan uddanne,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Det lægger et stort pres på medarbejderne, at de ikke ved, hvad deres job består af om to år. Så en kernekompetence bliver at være transformationsparat.
Lars Mikkelgaard-Jensen

Samtidig vil en ny generation af it-systemer fyldt med kunstig intelligens ændre meget på de opgaver, man i fremtiden har brug for mennesker til at løse. Og derfor kommer mange på arbejdsmarkedet til at skifte rolle og har brug for efteruddannelse. Her er det allervigtigste, at man er klar til noget nyt undervejs i sin karriere.

»Man er nødt til at have medarbejdere, der kan lægge kursen om. Vi har selv i IBM måtte lægge kursen om adskillige gange. Det lægger et stort pres på medarbejderne, at de ikke ved, hvad deres job består af om to år. Så en kernekompetence bliver at være transformationsparat,« siger Lars Mikkelgaard-Jensen.

Nu er det hans tur til at transformere sit arbejdsliv. Efter en karriere som topchef – og undervejs også fem år som formand for DI – skal der nu være meget mere tid til familien og til andre interesser end it og forretning.

»Jeg glæder mig til også at få lov at fordybe mig i andre emner, uden at jeg skal tænke på, at jeg tager tid fra noget andet. Jeg har altid været historisk interesseret, så nu vil jeg dykke ned i Europas historie efter anden verdenskrig. Og så se på, hvor vi er på vej hen.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.