Han hjælper kriseramte virksomheder på benene
Mange virksomhedsejere føler sig alene, når krisen rammer, og deres virksomhed er truet på selve dens eksistens, fortæller Svend Røge, der er projektleder ved Early Warning.
Hvad er Early Warnings opgave?
»Vores opgave er at bistå mindre virksomheder, der enten er i krise eller er på vej i krise. Om muligt hjælper vi med at rette virksomheden op, så den igen bliver sund og kan udvikle sig. Hvis dette ikke er muligt, hjælper vi med at nedlukke ikke-rentable virksomheder på den bedst mulige måde – ofte via konkurs. Vi hjælper ejeren og vedkommendes familie i en svær situation – også i forbindelse med en efterfølgende gældssanering, såfremt den personlige gæld viser sig uoverstigelig.«
Hvor mange frivillige rådgivere er en del af Early Warnings initiativ?
»På landsplan kan vi trække på ca. 100 erfarne erhvervsfolk, som gratis stiller sig til rådighed for den enkelte virksomhed.«
Hvordan finansieres initiativet?
»Early Warning har siden 2007 været et landsdækkende projekt. Det er finansieret af offentlige midler og administreret af Erhvervsstyrelsen og forankret i Erhvervshusene (tidligere Væksthusene, red.).«
Mange ejere føler sig meget alene i krisesituationer.Svend Røge, projektleder ved Early Warning
Hvad kendetegner de virksomheder, som jeres konsulenter hjælper?
»Et fællestræk er, at virksomhederne er presset økonomisk. Ofte har de svært ved at betale regningerne til tiden. Årsagerne til deres situation kan være vidt forskellige.«
Det er næppe let at være i økonomisk uføre med sin virksomhed. Hvordan påvirker situationen typisk lederne?
»At være ejer og leder af en kriseramt virksomhed er en voldsom belastning for ejeren. Ofte er det ejerens og familiens fundament, der er i spil. Derfor er de fleste ejere også i en personlig krise. Symptomerne er forskellige fra person til person, men typiske reaktioner er voldsom stress, arbejde døgnet rundt, rådvildhed, handlingslammelse og frygt.«
Hvordan er det klogt at forholde sig som virksomhedsleder, når alarmklokkerne begynder at ringe?
»Det allervigtigste er at se problemerne i øjnene i tide – og at handle på dem.«
Når en virksomhed får kontakt til jer, hvordan foregår processen så?
»Essensen er, at vi hjælper med at skabe overblik, fastlægge de vigtigste elementer i en plan for at komme videre samt assistere og følge op undervejs. Da vi har frivillige fra stort set alle brancher og specialer, alle med bred ledelseserfaring, kan vi som regel tilbyde ledelsessparring inden for alle relevante områder. Et andet meget vigtigt element er, at ejeren med en frivillig rådgiver føler, at nogen reelt interesserer sig for at hjælpe ham eller hende – også selv om vedkommende ikke er i stand til at betale for det. Mange ejere føler sig meget alene i krisesituationer.«
Kan du fremhæve et par eksempler på virksomheder, I har hjulpet?
»En frivillig rådgiver fra Early Warning trådte til, da skattegæld og et tab af den største kunde sænkede firmaet Levas i København, der hjalp autister med støttetilbud. Datterselskabet blev reddet ud af konkursen. Et andet eksempel er gardinfirmaet Holme i Haslev, som grundet dønninger fra finanskrisen og nye offentlige indkøbsregler var ved at få dødsstødet. Her hjalp en af vores rådgivere med at trimme virksomheden.«
Hvilken respons har I fået efterfølgende fra dem, I har hjulpet?
»Det er tydeligt, at vi er der for ejeren i en afgørende fase i deres liv. Derfor er der ofte stor taknemmelighed. Også selv om det ender i en konkurs og efterfølgende gældssanering.«
Hvilke gode råd vil du give til virksomheder, der bevæger sig mod en krise?
»At se krisen i øjnene og at handle på det – i tide.«