Tøjkiks: AGF tvunget til at spille i Esbjerg-trøjer
AGF løb ind i uventede problemer før kampstart mod Esbjerg i lørdagens Superliga-opgør.
Det var et sært syn, der mødte tilskuerne på Blue Water Arena i Esbjerg lørdag eftermiddag.
På banen løb nemlig gæsterne fra AGF iført Esbjergs gul- og sortstribede udebanetrøjer.
Årsagen er, at dommer Kenn Hansen ikke kunne godkende aarhusianernes mørke udebanetrikot, da den angiveligt minder for meget om Esbjergs blå og hvide hjemmebaneuniform.
Forskellige sponsorer
Ifølge AGF's officielle hjemmeside forhørte AGF sig før kampstart, om Esbjerg-spillerne ikke ville iføre sig deres egne udebanetrøjer, så der ikke opstod farveforvirring med AGF's medbragte trøjer.
Det nægtede Esbjerg-ledelsen dog, da de ikke har de samme sponsorer trykt på hjemme- og udebanedragten.
Derfor var der ikke nogen vej tilbage for Peter Sørensens tropper, som ikke selv havde medbragt alternative trøjer.