Fortsæt til indhold
Indland

Flugtkongen igen fængslet

Lars Hitchinson, der blandt andet stod bag gummigeds-flugten fra Vridsløselille Statsfængsel, er igen bag tremmer.

RIKKE PEDERSEN

Den 44-årige blev mandag anholdt på Fyn og sigtet for en række forbrydelser i Nordjylland. Det skriver DR Nordjylland. Han var ellers på fri fod, men har været efterlyst i nogle dage.

Det såkaldte flugtkonge, der blandt andet har indbrudstyveri og svindel på samvittigheden, blev i 1995 landskendt, da han formentlig stod bag fangeflugten fra Vridsløselille Statsfængsel, hvor 13 fanger brød ud i friheden, efter en gummiged brasede gennem fængselsmuren.

Alle 13 blev dog anholdt igen, og Lars Hitchinson nåede blot at være på fri fod i lidt over en måned.

Lars Hitchinson, der også har kaldt sig Knud Erik Hansen, har igennem flere år været bosat i Nordjylland. For tre år siden blev han tiltalt for 186 kriminelle forhold og tilstod 170 af dem. Han forsøgte i en kort periode at køre et cateringfirma, men endte med at skylde penge og stak i stedet af til hovedstaden, hvor han svindlede sig til seks millioner kroner.

Den 44-årige fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i retten i Hjørring.