Fortsæt til indhold
Direkte

Rekordmange handler online: Danskerne har taget e-handel til sig

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 70 pct. af alle danskere mellem 16 og 89 år handlet på nettet i løbet af de seneste tre måneder. Tallene viser også, at e-handel ikke længere er forbeholdt den yngre del af befolkningen, da det især også er ældre over 64 år, der er begyndt at handle på nettet.

Statistikken taler for sig selv. Danskerne har om nogen taget online handel til sig. Det omfatter mange brancher, men især dagligvarer og tøj er varer, som danskerne godt kan lide at handle på nettet. En forklaring på tendensen er især, at handel og andre ting i dag gerne skal foregå på farten, fordi det er nemt og sparer tid. Det er blot en ud af mange grunde til, at danskere i alle aldre har valgt at tage e-handel til sig de seneste år.

E-handel er fleksibelt for danskerne

Vi lever i en tid, hvor alting skal gå stærkt, og hvor vi meget gerne må kunne ordne flere ting på én gang. Det betyder derfor også, at vi danskere stiller større krav til vores handlemuligheder, og hvordan de foregår. For selvom stadigt flere bliver karrierebevidste, er det nære derhjemme også vigtigt at tage sig tid til. Et sted man kan spare eller hente kostbar tid er derfor ved at handle online.

E-handel giver forbrugerne mulighed for at handle der, hvor der er tid – om det så er i bussen på vej hjem fra arbejde eller om aftenen, når børnene er lagt i seng. Det giver mulighed for at tage direkte hjem uden at skulle stresse over at skulle handle strømpebukser og tomater, inden butikken lukker.

Fleksibiliteten er derfor netop det, der i høj grad får e-handlen til at eksplodere blandt danskerne. Det er nemt og bekvemt og kan tilpasses den enkeltes hverdag og planer.

Et mekka for den prisbevidste forbruger

E-handel er ikke kun populært blandt danskerne, fordi det er fleksibelt og sparer tid, men også fordi det giver bedre mulighed for at gøre et godt køb gennem prisgennemsigtighed. For gennem de senere år er der blevet udviklet en række værktøjer online, som forbrugerne kan bruge, når de gerne vil sammenligne priserne, ligesom det er nemt og hurtigt at klikke sig videre fra én butik til en anden for at tjekke prisniveauet. Det gør det nemt og overskueligt for den enkelte at handle netop der, hvor produktet findes til den bedst mulige pris.

Det gælder i alle aspekter af e-handel, da priser kan sammenlignes på alt lige fra dagligvarer til elektronik. Den enkelte forbruger behøver derfor ikke lade sig nøjes med eller gå på kompromis med prisen, fordi der er for langt over til et konkurrerende supermarked eller elektronikforretning.

Varer bliver leveret lige til døren

Der hersker heller ingen tvivl om, at grunden til at mange foretrækker at handle online frem for i de nærmeste butikker er, at varer kan blive leveret lige til døren, hvis man ønsker det. Dette er en stor fordel ved at handle online – særligt hvis man handler stort ind eller køber flere produkter forskellige steder fra.

Gode fragtpriser og forskellige muligheder for at få fragtet varen er også en medvirkende faktor til, at mange kan se en fordel i at bestille tingene hjem i stedet for at køre ud til de respektive butikker. Det er ikke længere særligt dyrt, og handler man for et vidst beløb, kan man ofte få fragten helt gratis.

Meget mere at vælge imellem

De virtuelle hylder har ikke samme begrænsning som de fysiske. Det giver mange online butikker mulighed for at tilbyde et større udvalg både i bredden og dybden. Har butikken desuden ikke de varer, som man leder efter, er det nemt at gå tilbage og finde en konkurrerende butik, som med al sandsynlighed har de varer, man leder efter. Dette er ikke nødvendigvis altid en mulighed i de fysiske butikker, da der kan være langt til en konkurrerende forretning.

Forskellige betalingsmuligheder

Når varerne endelig er blevet lagt i kurven, er det nemt at betale efterfølgende. På nettet er forbrugeren nemlig ikke begrænset til kun at kunne benytte Dankortet eller benytte sig af MobilePay, hvis kortet er glemt. PayPal, betaling på faktura og mange andre betalingsløsninger er ofte en mulighed hos langt de fleste online butikker.

Det er derfor ikke nogen hindring at handle til ugens aftensmad i frokostpausen eller kjolen til festen næste weekend, da der som regel nærmest ikke er nogen begrænsninger. Jo lettere og mere gnidningsfrit betalingen er, jo mere tager forbrugeren det til sig – og det har danskerne gjort.

E-handel er kommet for at blive

Med statistikken ovenfor taler tallene nærmest for sig selv. E-handel er ikke på vej tilbage. Det er tværtimod kommet for at blive. Det betyder naturligvis ikke, at det betyder enden for de fysiske butikker. Men, det kan være en stor fordel også at have en online del tilknyttet forretningen for på sigt at kunne overleve og tilpasse sig danskernes forbrugsmønstre. Selvom mange danskere allerede benytter sig af e-handel, vil man med al sandsynlighed fortsat se en stigning, og at nogle varer måske endda kun bliver til e-handelsvarer.

Fordelene ved e-handel er da heller ikke til at overse. Med åbningstider døgnet rundt, et stort udvalg, billigere priser og levering lige til døren, giver det god mening, at danskerne i højere og højere grad tager e-handel til sig, når maden til hele ugen skal handles ind og garderobeskabet skal fyldes op med nyt og trendy tøj.