1864

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Talkombinationen 1864 er i danmarkshistorisk sammenhæng meget mere end et årstal. Den er et digitaliseret begreb, der er adgangskoden til Danmarks nyere og endnu pågående historie, og den åbner for porten til forståelsen af den danske selvopfattelse og identifikation, som blev betrådt på nederlagets vej for 150 år siden.

Afsættet til transformationen af Danmark til en national- og senere velfærdsstat var den anden slesvigske krig mod Preussen og Østrig-Ungarn. Om nogen begivenhed fra krigsåret 1864 i sig rummer undergang og – set fra eftertiden – genfødsel, er det stormen på Dybbøl på denne dag for 150 år siden.

Preussernes erobring af de sønderskudte skanser på Dybbøl Banke blev ikke den taktiske afgørelse på krigen – den faldt først med overgangen til Als i juni – men i eftertiden er Dybbøl kommet til at symbolisere det endegyldige nederlag for det multinationale danske miniimperium.

Dette undergangssyndrom, der i de følgende årtier forvandlede sig til kronisk undergangsangst, var der en realpolitisk baggrund for. Dybbøl var nemlig mere end en militær forskansning. Det var måske i endnu højere grad en politisk stilling. Man skal erindre, at der var tale om en krig om Slesvig, og Dybbøl var den sidste danske befæstning på det slesvigske fastland, der af de politiske beslutningstagere blev vurderet som afgørende af hensyn til positionen for den internationale konference, der for politikerne i København var hele formålet med krigen. De var helt på det rene med, at Danmark ikke kunne vinde krigen, og af hensyn til de danske krav valgte de at tage slaget på slesvigsk jord.

Krigen i 1864, med de følgevirkninger der er blevet tolket ind i den, tilhører de få historiske mærkerundinger, der alene kan betegnes ved et årstal. Det gør den uagtet, at der har været større og mere blodige nederlag i danmarkshistorien, fordi der her var tale om et definitivt nationalt nederlag, som kom til at forme danskernes bevidsthed. 1864 måtte i sin natur udlægges ikke blot som et militært, men også et politisk og moralsk nederlag, der førte til en omkalfatring af den danske stat og det danske samfund. Efter 1864 kunne man kun være dansker på dansk og ved aktivt at fravælge tysk. Politisk, kulturelt og økonomisk markerer 1864 derfor en skarp brudflade.

1864 rumsterer stadig i danskernes underbevidsthed, og som historisk fænomen er det danske tidehverv til stadighed værd at reflektere over, for det er en sammensat og ikke ukompliceret størrelse.

Filosofisk sat på spidsen kan man sige, at Danmark vendte nederlaget til en slags sejr ved at genopstå som en homogen nationalstat, mens Tyskland efter 1864 i den militære magts hybris betrådte den vej, der førte via nye sejre over Østrig og Frankrig til Første og Anden Verdenskrig til det totale nederlag i 1945. Danmark består; det gør Preussen ikke længere.

Men historien selv blev et krigsoffer, for begivenhederne blev brugt til at skrive den store nationale fortælling til danskerne i deres nye småstat. I den mistede de forbindelsen til den helstat, der havde eksisteret på den anden side af 1864. I virkeligheden er dagens Danmark også en videreførelse af miniimperiet Danmark, hvilket Rigsfællesskabet er en påmindelse om.

150-året kan passende blive anledning til et serviceeftersyn af den kollektive erindring, hvor nationalromantiske myter bliver afstemt med forskningens landvindinger.