Så fik Danmark alligevel sin særaftale om Europol. Hvordan kan så mange eksperter tage så massivt fejl?

Så bliver Danmark alligevel ikke et paradis for pædofile og gangstere. Danmark har stille og roligt fået en særaftale, der sikrer os fortsat deltagelse i Europol-samarbejdet, og tilbage står hovedparten af ja-siden fra folkeafstemningen i december 2015 med ikke så lidt røde ører.

Der var jo ingen ende på alle de kalamiteter, der ville vælte ned over danskernes syndige hoveder, hvis vi stemte nej dengang. Danmark ville blive et retsfrit område, der ville tiltrække kriminalitet af den værste slags, hvis ikke vi fortsat var fuldt med i Europol, hed det. EU havde ingen interesse i at give et lille, ubetydeligt land som Danmark en særaftale, og hvis det overhovedet kom til forhandlinger, kunne de trække ud i årevis, hed det også. Den ene ekspert efter den anden promenerede forbløffende enslydende disse undergangsvisioner, men et ret pænt flertal af danskere stemte alligevel nej til at gøre Europol-samarbejdet overstatsligt, hvilket forudsatte en efterfølgende særaftale.

Det er den, der nu er kommet i hus takket være regeringens og dygtige embedsmænds loyale indsats. Det er – når sandheden skal frem – gået helt uden større problemer. Alting er på plads i god ro og orden inden den 1. maj, hvor det egentlige medlemskab af Europol ophører. Det erstattes af en særaftale, hvor man skal lede med lup for at opdage forskellene i den praktiske virkelighed. Der bliver ingen dokumenterbare forskelle af større betydning i det dagligdags, grænseoverskridende politisamarbejde, men der er den rent politiske forskel, at Danmark ikke længere er fuldgyldigt medlem. Det kan bestemt begrædes, men det skal ikke fremstilles som, at det betyder noget videre for det konkrete politisamarbejde.

Det var bestemt ikke sådan, sagerne blev fremstillet af ja-siden under valgkampen i 2015. Den fik ikke for lidt med skrækscenarier af alle slags om, hvor isoleret Danmark ville blive, og hvor absolut ligeglade de øvrige EU-lande ville være med, om Danmark gerådede ud i voldsomme problemer med forbryderbander, hackere, narkogangstere og distributører af børneporno.

Nu, hvor særaftalen er planmæssigt i hus, kan det siges uden omsvøb: Det var skræmmepropaganda. Det giver bestemt mindelser om de overstyrede dommedagsscenarier fra opgøret om euro-afstemningen i 2000. Danmark overlevede dengang, og det gør Danmark også nu.

Videre opbyggeligt i disse fake news-tider er det naturligvis ikke, at så mange politikere og så mange eksperter kunne tage så massivt fejl. Eksperterne må – igen – diskutere med sig selv, at de bør være meget mere påpasselige og ikke lade sig indrullere i politiske kampagner; at de bør værne om deres ekspertise og videnskabelighed og ikke lade sig instrumentalisere til bestemte politiske formål. Mange eksperter optrådte undervejs som rene politikere. Og politikerne selv bør endnu engang indse, at det ikke nødvendigvis svækker argumentationen, hvis man også tør indbygge et par forbehold og nuancer. På ja-siden er denne selverkendelse tydelig nu, men det er jo for sent.

Foreløbig er det nok et godt gæt, at der vil gå længe, før danskerne igen skal til folkeafstemning om et vigtigere EU-relateret spørgsmål end den patentdomstol, vi trods alt sagde ja til for tre år siden. EU-debatten er blevet for skinger og for unuanceret, og den bruges som stedfortræderopgør for alle mulige andre politiske emner. EU-samarbejdet i sig selv er så vigtigt og værdifuldt, at det er helt nødvendigt, at alle parter opgiver de alt for forenklede, meget sort-hvide argumenter.

.