Et rigtigt træk af May
Indtil nu har den britiske premierminister, Theresa May, stået fast på, at hun ikke ville udskrive et parlamentsvalg i utide.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det standpunkt har hun følt sig tvunget til at ændre, da stærke kræfter i Overhuset har truet med at ville modarbejde brexit gennem hele den forestående forhandlingsproces, og da oppositionspartiet Labour ikke har villet garantere at stemme for det endelige forhandlingsresultat.
Premierminister May har derfor det klare formål med at udskrive valget til Underhuset den 8. juni at styrke sit mandat i brexit-forhandlingerne med EU-Kommissionen.
Det er i forvejen noget af en rodebutik, hun har overtaget efter forgængeren David Cameron, der satte EU-medlemskabet til folkeafstemning uden at have nogen ide om, hvordan sagen skulle håndteres, hvis befolkningen skulle vælge at sige nej tak til fortsat medlemskab.
Det gjorde et flertal af briterne som bekendt, og derefter valgte David Cameron at løbe af pladsen og overlade problemerne til efterfølgeren, der har besluttet at lægge hårdt ud i forhandlingerne.
Theresa May indtager imidlertid posten som premierminister uden folkeligt mandat forstået på den måde, at hun ikke har deltaget i en valgkamp i egenskab af premierministerkandidat. Det gør hun nu, og ifølge meningsmålingerne står hun så stærkt, at Labour vil få alvorlige problemer. Dette til trods har Labour-lederen Jeremy Corbyn meddelt, at også Labour vil gå ind for ekstraordinært valg den 8. juni, når spørgsmålet onsdag forelægges Underhuset.
Den seneste meningsmåling indikerer, at det konservative regeringsparti vil kunne opnå et flertal på 200 mandater, og den fristelse har tydeligvis været for stor til at ignorere.
Der er således udsigt til, at Theresa May vil kunne komme ud af valgkampen med et styrket folkeligt mandat, og det vil være et godt signal i en situation, hvor alt for mange i det britiske politiske establishment har alt for travlt med et destruktivt indenrigspolitisk spil, såsom endnu en folkeafstemning om skotsk uafhængighed, i stedet for konstruktive bestræbelser på at finde Storbritanniens rette plads i Europa og verden efter brexit.