Kim Jong-un er næppe dum, han vil bare sikre landet som sin ejendom

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den amerikansk fødte forfatter Euny Hong har sagt om Korea, at hvis det var et menneske, ville det blive kaldt neurotisk, lidende af såvel mindreværdskomplekser som storhedsvanvid. Nu er der også andre nationer, der kunne leve op til en sådan diagnose – ingen nævnt, ingen glemt – men Korea er noget særligt. For det første er det delt omtrent på midten. For det andet er der atomvåben. Og for det tredje ledes det nordlige område af en tyran, som kun er beregnelig i sin uberegnelighed.

Set fra Europa kan den koreanske halvø synes langt væk, men hvad der foregår i Pyongyang og Seoul for tiden, kan også påvirke den globale sikkerhedsarkitektur.

Lad os begynde med Pyongyang, altså Nordkorea. Her har store dele af befolkningen i årtier henslæbt et liv på eller under sultegrænsen. Al protest er forbudt. Den unge førstemand Kim Jong-un tilhører et kommunistisk dynasti, som har regeret under kinesiske og russiske paraplyer siden 1948. Selv sine nærmeste myrder han, for et par uger siden gik det ud over halvbroderen Kim Jong-nam, der efter alt at dømme blev likvideret med nervegas i lufthavnen i Kuala Lumpur. Kort forinden havde han gennemført endnu en missiltest.

Kim Jong-un er næppe dum, han vil bare sikre landet som sin ejendom, og derfor viderefører han det trusselsregime, som har tjent slægten gennem snart 70 år. Her udgør atomvåbnene – eller blot frygten herfor – et effektivt middel. USA kunne fjerne Nordkorea fra landkortet, »mens vi spiser morgenmad«, som en amerikansk embedsmand engang har sagt. Men millioner af uskyldige ville formentlig miste livet, og forinden kunne Seoul – et halvt hundrede kilometer fra grænsen til Nordkorea – ligge i ruiner. Hvilket fører os til Sydkorea, et relativt nyt demokrati, der har skullet leve med provokationer fra Pyongyang siden krigen, der sluttede i 1953 med en aftale om våbenstilstand, men ikke fred. Den sydkoreanske præsident er suspenderet fra sit embede, bl.a. på grund af forbindelser til en sektleder. Sideløbende er chefen for elektronikgiganten Samsung blevet anholdt i en korruptionsaffære, der også skal have tråde til præsidentpalæet. Man er desuden gerådet i konflikt med Kina omkring opstillingen af et amerikansk missilforsvarssystem. Det er imponerende, hvordan sydkoreanerne søger at rydde op i årtiers pampervælde, som i parentes bemærket også har bragt landet velstand. Men det er mange sager at holde styr på i Seoul, når dertil lægges gigantudfordringen Nordkorea.

Hvad skal man gøre? En af nøglerne synes at ligge i Beijing. Kineserne har, en smule overraskende, lukket for kulimporten fra Nordkorea, bl.a. på grund af missiltesten. Det kan ramme Kim. Mordet på halvbroderen, der boede i Macao, som hører under Kina, har næppe heller gjort Beijing venligere stemt over for nordkoreanerne. Noget tyder på, at kineserne er grundigt trætte af deres lille nabo. Men de er rædselsslagne for et sammenbrud i Pyongyang, der ville udløse en massiv flygtningestrøm og kunne føre til amerikanske styrker ved døren til det nordøstlige Kina.

Beijing har en interesse i at holde situationen under kontrol. Det har Vesten også, selv om målet naturligvis må være, at koreanere i nord og syd kan bestemme deres egen fremtid, herunder en mulig genforening. USA kunne med Beijing søge at genoptage samtaler – ikke nødvendigvis forhandlinger – med Nordkorea, på betingelse af, at Kim opfører sig halvvejs ordentligt. Et alternativ er vanskeligt at få øje på for tiden.