Forstandig overenskomstaftale

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For mennesker med hang til drama har overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) og fagbevægelsens repræsentanter i CO-industri været en skuffelse af de helt store.

Mindre end ét døgns forhandlinger resulterede søndag i en ny, treårig overenskomstaftale, der for virksomhederne lægger vægten på mere fleksibilitet og for lønmodtagerne på såvel større tryghed som øget valgfrihed i arbejdslivet.

Som sådan er der tale om et resultat i pagt med den internationalt anerkendte danske flexicuritymodel, hvilket er præcist, hvad den aktuelle situation kalder på.

Arbejdsgiverne vil i den ny overenskomstperiode hæve bidraget til fritvalgsordningen. Ordningen, der blev indført i 2010, kan bl.a. anvendes til efteruddannelse med fuld løn, flere penge til at passe børn for, til øgede pensionsindbetalinger eller for seniorer til at gå ned på en firedagesuge.

Igen er det udtryk for ansvarlighed, der ophøjer det private arbejdsmarked i Danmark til et eksempel for andre.

I Frankrig vil en af kandidaterne til det forestående præsidentvalg have arbejdstiden reduceret fra 35 til 32 timer om ugen. I Danmark har DI og CO-industri fundet frem til en model, der åbner mulighed for – mod behørig betaling – i længere perioder at kunne pålægge de ansatte overarbejde i op til 42 timer om ugen.

Mindstelønnen hæves ifølge overenskomstaftalen med 5,2 pct. over de kommende tre år, og dermed er der også angivet en rettesnor for de lokale lønforhandlinger, som nu går i gang. Inflationen er stigende i Europa, men indtil videre tegner de 5,2 pct. til at sikre en fornuftig fremgang i reallønnen på det private arbejdsmarked efter en lang årrække med stor løntilbageholdenhed – undtagen på direktionsgangene.

I en netop offentliggjort prognose vurderer EU-Kommissionen, at den økonomiske vækst herhjemme vil stige fra 1,0 pct. i fjor over 1,5 pct. i år til 1,8 pct. næste år.

Da økonomerne i Bruxelles forventer en fortsat »stærk vækst« i beskæftigelsen med et deraf følgende fald i den allerede lave arbejdsløshed, kunne overenskomstaftalen dårligt komme på et bedre tidspunkt. Ikke alene er den udtryk for ansvarlighed; den understreger også, at de centrale parter på det private arbejdsmarked i langt højere grad evner at tænke strukturelt, end tilfældet er på Christiansborg.

Mange af de 230.000 lønmodtagere, der er omfattet af overenskomstaftalen, befinder sig indkomstmæssigt tæt på topskattegrænsen. Når de nu har accepteret at kunne blive pålagt op til fem timers overarbejde om ugen, er det evident, at Folketinget hurtigst muligt må få hævet grænsen for, hvornår der skal betales topskat. Da grænsen for indskydergarantien ligger på 750.000 kr., kunne det ganske passende også være en ny topskattegrænse.

Det turde være selvindlysende, at når lønmodtagerne på det private arbejdsmarked i en situation med begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft erklærer sig villige til at yde en ekstra indsats, må regering og folketing også sørge for, at overtidsbetalingen ikke marginalbeskattes.

I det hele taget er det essentielt, at man fra Christiansborg ikke spørger, hvad det private arbejdsmarked kan gøre for samfundet, men derimod hvad regeringen og Folketinget kan gøre for det private arbejdsmarked.

Givet er det, at opsvinget ikke skal soldes bort på en ny pengegalop i den offentlige sektor, som det var tilfældet frem til, at finanskrisen ramte for snart ti år siden.