Det går for vidt, når kommunerne opbygger en hel asylindustri

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er mange, som tjener penge på ulykkelige menneskers skæbne. Flygtninge er ingen undtagelse. På turen fra hjemlandet til asyllandet tager flere kyniske mellemhandlere sig godt betalt for at organisere rejsen, og både i midlertidige og permanente lejre er flygtninge og migranter med til at skabe arbejdspladser. Hvad enten det er på de græske øer, italienske kyster eller, som det er blevet afdækket, på den danske ø Langeland.

At en udkantskommune ser en mulighed for at skabe arbejdspladser, kan man ikke fortænke den i. Med et asylcenter skabes der ikke alene jobs på selve centret, også små erhvervsdrivende omkring centret må formodes at få gavn af de arbejdsopgaver, som dukker op, hvad enten de er af håndværksmæssig eller handelsagtig karakter.

Men når en kommune systematisk begynder at drive asylcentre og ovenikøbet kan skaffe sig et overskud på 6,3 mio. kr., bør man være skeptisk. Og når det tilmed viser sig, at kommunen i bedste fald har grebet opgaven amatøragtigt an, så bør man for alvor være skeptisk.

I begyndelsen af 2016 drev Langeland Kommune 17 asylcentre. Så mange kan en mindre kommune som Langeland naturligvis ikke rumme, og det viser sig da også, at kommunen ikke kun holdt sig til hjemmebanen, men at den også drev asylcentre på Sjælland. Det klinger derfor en anelse hult, når borgmester Bjarne Nielsen klager over, at Langeland mister arbejdspladser, og at det er, som han udtrykker det, »skidt for Langeland« når antallet af asylsøgere falder.

Hvis Langeland havde afholdt sig fra at bygge et mindre imperium af asylcentre op i Danmark, men i stedet havde satset på det meningsfyldte, nemlig at etablere et center i lokalområdet, så kunne man til nød forstå kommunens motiver. I stedet tyder meget på, at politikerne på Langeland har haft vanskeligt ved både at overskue og ikke mindst håndtere den virksomhed, som de satte i værk.

Masseslagsmål, ildspåsættelser og sigtelser for seksuelle overgreb er eksempler på, at det kørte helt af sporet for arbejdsgiveren, som til sidst måtte lide det nederlag, at Udlændingestyrelsen ganske enkelt greb ind og lukkede flere centre. Desværre for Langeland gik det hårdt ud over børneasylcentrene, hvor taktsten er størst. Derfor kommer det til at mærkes ekstra meget i kommunekassen.

Meget tyder på, at Langeland Kommune ikke er ene om at have set muligheden for at spinde guld på asylsøgerne. Ifølge det oplyste driver seks danske kommuner asylcentre, i nogle tilfælde i andre kommuner og landsdele.

Det forekommer i bedste fald absurd. Jammerbugt Kommune har således nedsat sig som asylentreprenør med sin egen ”Jammerbugt Asylafeling”, som har eksisteret siden 2003, og som driver en række asylcentre i Nordjylland og Sønderjylland. De to sønderjyske er Center Sønderborg og Center Nordborg.

Som var det taget ud af en salgsbrochure, reklamerer kommunen ovenikøbet med, at »for Jammerbugt Asylafdeling er det desuden en mærkesag, at asylcentrene interagerer med de lokalsamfund, som centrene ligger i, og at centrene gør brug af lokale muligheder og faciliteter.« Teksten ligner til forveksling det, man kan læse, når mere eller mindre tvivlsomme bosteder priser sig selv og forsøger at hverve klienter, som trængte kommuner skal anbringe.

Flygtninge er altså også her i landet er blevet en del af en industri, som giver mulighed for at spekulere i folks nød.