Fortsæt til indhold
Leder

Planlagt parkeringskaos

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I København har teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, der repræsenterer Enhedslisten, et hedt ønske om, at kommunen kan få lov til at overtage politiopgaven med at fjerne ulovligt parkerede biler.

Det er imidlertid et folketingsanliggende at få foretaget en sådan ændring. Foreløbig cirkulerer de københavnske ønsker i en båndsløjfe mellem Transport- og Bygningsministeriet og Skatteministeriet. Førstnævnte henviser til, at det, da der er tale om et inddrivelsesspørgsmål, er Skatteministeriets område. Herfra beklager man, at man ikke via Skat er i stand til at inddrive parkeringsbøder, men at hjullåse og fjernelse af biler hører under Transport- og Bygningsministeriet.

For en gangs skyld bliver man lidt glad for bureaukratiet. Måtte Kabells ønskedrøm cirkulere mellem de to ministerier rigtig længe, for en ændring af politiets eneret til at fjerne ulovligt parkerede biler er unødvendig.

Baggrunden for miseren er, at Skat ikke formår at inddrive parkeringsbøder. Det har man ikke formået gennem flere år, og et nyt it-system hos Skat vil tidligst gøre det muligt fra 2019. I sig selv er det en noget bizar situation, at der udstedes bødeforlæg, som ingen instans er i stand til at inddrive.

Det får nogle få borgere til at lade hånt om såvel betaling af bøder, som hvor de parkerer.

Det er disse få vaneforbrydere, man ønsker at komme til livs med retten til at bruge hjullås eller til at fjerne bilen med et fejeblad.

I begge tilfælde skal skyldige bøder, eventuelle renter og omkostningerne ved fiksering af køretøjet (hjullås) eller fjernelse betales, inden køretøjet kan udleveres.

Det er ikke blot i København, man ønsker, at kommunen skal overtage disse politiopgaver; i Aarhus er man ”i dialog” med Københavns Kommune, som udover henvendelse til de to nævnte ministerier også har en henvendelse liggende hos Justitsministeriet, hvorunder politiet hører.

Bortset fra absurditeten i, at man ikke er i stand til at inddrive de bøder, der udstedes, kunne man med fordel se på, hvilke omstændigheder der bidrager til, at nogle parkerer ulovligt. I København og Aarhus har røde flertal i borgerrepræsentation og byråd gennem år jagtet biler og bilister. I denne jagt indgår bl.a. tiltagende håbløse parkeringsforhold. Bilejere anses for at være en pengemaskine; enten bliver man plukket i kraft af høje priser for parkering eller med parkeringsbøder.

Hadet til bilisterne i disse byer indebærer bl.a., at beboere i nogle kvarterer må køre rundt og rundt for at finde en ledig parkeringsplads. Det gavner ikke ligefrem miljøet. At helt almindelige, ordentlige borgere, der har en bil for at kunne passe et arbejde, spilder masser af tid hver dag, kerer man sig heller ikke om blandt de lokale magthavere.

Ligesom magthaverne ikke har øje for borgernes tidsspild og miljøet, er man også ligeglad med, at man tvinger bilister i visse bydele til at leje parkeringspladser i dyre domme hos private udlejere.

Men disse forhold er de politiske flertal i København og Aarhus tilsyneladende ligeglade med. I stedet for at betjene borgerne på bedste vis jagter man den kørende del af borgerne. Både Venstre og Socialdemokratiet signalerer i Folketinget lydhørhed over for de københavnske ønsker om, at kommunen overtager disse politiopgaver.

Lad det ikke ske; i stedet bør man fokusere på de bagvedliggende problemer.