Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Velkommen, Madam Prime Minister

Theresa May ryster ikke på hænderne, og det er godt i disse tider.

Britiske premierministre er oftest interessante skikkelser. Man behøver blot at nævne nogle stykker efter Anden Verdenskrig for at blive bekræftet i, at nok kan det politiske liv i Westminster og Downing Street virke lidt hulter til bulter, ikke mindst i øjeblikket, men dets ledere plejer at være af en særlig kaliber: Winston Churchill, Harold Macmillan, Harold Wilson, Margaret Thatcher og Tony Blair.

Onsdag ventes Theresa May at blive indsat som nr. 15 i rækken siden 1945. Fra denne plads skal lyde et varmt velkommen. Hun har, hvad briterne kalder »a safe pair of hands«, hun ryster altså ikke på hånden, og det er, hvad der er brug for.

Storbritannien er i en ekstraordinær vanskelig situation. En dårligt gennemtænkt folkeafstemning har trukket tæppet væk under de forhold, som nationen har levet under i mere end 40 år. For selvfølgelig skal landet ud af EU, når nu man har fået det nogenlunde klare svar fra befolkningen. Men det meste, som fortalerne for unionen sagde, ville ske, hvis de tabte, er allerede indtruffet. Pundet er i praksis devalueret, milliarder i direkte og indirekte støtte til det forenede kongerige indstilles, og britiske virksomheder river sig i håret ved tanken om, hvordan de fortsat skal eksportere uden et åbent marked, der formentlig ikke kan forenes med en udmeldelse. Desuden: Hvorfor skulle en japansk bilkoncern have en fabrik i Storbritannien, hvis man ikke frit kan sælge sine produkter til fastlandet?

Læg dertil, at Skotland vil blive i EU, at en udmeldelse kan få en skrøbelig fredsproces i Nordirland til at vakle og at europæiske finanstransaktioner nok i stigende grad vil blive foretaget i Dublin, Paris og Frankfurt frem for London, og man har en regelret krise. Selv hvis nogle af scenarierne ikke eller kun i begrænset omfang finder sted, kan man som brite snildt få søvnløse nætter.

Det kan man også som ikke-brite. Europa er ikke i en god forfatning; terror, asylpres, en svag præsident i Frankrig og for stærke ledere i Polen og Ungarn er nogle af udfordringerne. EU synes rådvild. Vi skal ikke deltage i hylekoret mod unionen, der er noget af det bedste, som er hændt Europa siden krigen, men det er uheldigt, at EU-Kommissionens præsident Jean-Claude Juncker forekommer stadig mere afsondret og heller ikke EU-Parlamentets formand Martin Schulz virker i disse dage handlekraftig eller præget af stor fornuft.

Her er det vigtigt med et par sikre hænder. Det er May, ud fra alt, hvad man ved om hende, udstyret med. Selv den socialliberale The Guardian siger om den nye, konservative premierminister, at hun »måske ikke har en stor, politisk vision, men i en tid med national krise kan hendes rolige, vedholdende stil og moralske pligtopfattelse være lige, hvad der er brug for«; det er store ord fra den kant.

Nogle har sammenlignet hende med Angela Merkel, og sandt er det, at hun har noget til fælles med den tyske forbundskansler. Begge er præstedøtre, ingen af dem overdrevent karismatiske. De er ekstremt arbejdsomme og præget af en protestantisk etik om ikke at skeje ud (Mays eneste offentligt kendte svaghed er stiletsko i brogede mønstre).

Deres lande og de forhold, de skal virke under, er forskellige. May skal forestå en nation, der har været præget af økonomisk deroute de seneste 70 år, men ellers ikke behøver at skamme sig over sin historie. Hos Merkel er det omvendt. Men det er godt og vigtigt at have disse ledertyper i stormombruste tider. Så velkommen, Madam Prime Minister.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.