For egen vinding

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er båret mange budskaber blandt de flygtninge og migranter, som den sidste tid har krydset grænsen til Danmark. På flere fotos fra Rødby og Padborg ses de nyankomne med skilte, som på lydefrit dansk eller engelsk fortæller, at de hellere vil til Sverige. Et springer dog særligt i øjnene: Billedet af en lille dreng, som står med et betuttet ansigtsudtryk og lige præcis kan favne over det store skilt med teksten ”Skam dig Inger Støjberg.”

Et kvalificeret gæt er, at hverken drengen eller hans forældre aner, hvem Inger Støjberg er. Formentlig er de også lykkeligt udvidende om den debat, som har polariseret Danmark i to lejre, som hver især bruger flygtningene til at fremme deres egne indenrigspolitiske budskaber. Sikkert er det til gengæld, at det ikke tjener de nytilkomnes sag, når velkomstgrupper udstyrer dem med politiske paroler.

Et særligt historieløst eksempel står den radikale Zenia Stampe for, når hun i ramme alvor giver dem ret, som sammenligner situationen med dengang danskerne hjalp jøderne til Sverige og siger, at »i dag hjælper vi flygtninge med at komme væk fra den politik, vi har stemt på.«

Som den konservative politiker Naser Khader præcist har udtrykt det, så »scorer de et kæmpe selvmål, hvis deres ærinde er at bibringe den almindelige dansker en større forståelse for flygtningenes situation.«

Men er det nu også det? Der findes utvivlsomt blandt de mange borgere, som er taget til Padborg eller Rødby for at hjælpe flygtningene, virkeligt mennesker, som er drevet af barmhjertighed og et godt hjerte. Al respekt for det. Men man kan ikke se bort fra, at der også blandt de mange tililende findes adskillige, som har haft travlt med at flashe deres godhed på en ulyksalig baggrund. Facebook er fyldt med beretninger fra mennesker, som fortæller om, hvordan de har kørt, sejlet eller på anden måde fragtet flygtninge videre til Sverige. Andre tililende blev lige frem så vrede, at de tærede på politiets sparsomme kræfter, da de gik op for dem, at de ikke personligt kunne aflevere de medbragte bamser til børnene, og derfor valgte de at konfrontere betjentene med deres frustration.

Fælles for fortællingerne er, at beretteren fremstår som helten, der har gjort en forskel. Mens han tæller sine likes på Facebook, fortsætter krigen, og flere vil komme til. Og som Naser Khader videre anfører, så er det »både ukonstruktivt og usmageligt at køre nyankomne flygtninge i stilling som talsmænd for egen politisk agenda, der udelukkende fokuserer på Danmark og ikke på det helvede, som flygtningene angiveligt kommer fra.«

Den seneste uges tilstrømning har på mange måder vendt op og ned på vante forestillinger i flygtningepolitikken. De danskere, som har plæderet for, at Danmark kan tage flere flygtninge, fik pludselig vældig travlt med at argumentere for, at de skulle videre til Sverige, mens den gruppe, som gerne ser grænsen lukket, beklagede en manglende registrering, som alt andet lige ville have ført flere ansøgninger om asyl med sig. Og det officielle Danmark, som i årevis har klandret Sydeuropa for ikke at registrere de mange tusinde mennesker, der går i land langs kysterne, har fået vældig travlt med at forsvare, hvorfor Danmark opgav at registrere et par tusinde mennesker. Den argumentation må modtages med kyshånd i Grækenland og Italien, som frem over kan henvise til Danmarks begrundelse, når tusinder og atter tusinder slippes løs i det grænseløse Europa.