Et nyt firkløver

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Krudtrøgen er lettet, og frem træder et billede af Danmark, der er blevet markant mere borgerligt. Ikke alene opnåede den blå blok trods alle forudsigelser i sig selv en ret klar valgsejr. Også det kommende store oppositionsparti, Socialdemokraterne, er i de seneste fire år – og ikke mindst i løbet af valgkampen – rykket så markant til højre, at det vil blive praktisk umuligt for den nye formand efter Helle Thorning-Schmidt at flytte det ret meget til venstre igen.

Danmark er blevet meget mere blåt, og det bør også afspejle sig i regeringsdannelsen, som ikke behøver at blive særligt kompliceret. En ny firkløverregering bestående af alle fire borgerlige partier under en statsminister Lars Løkke Rasmussen vil være det eneste naturlige udfald. Løkke skal indstille sig på et ligeværdigt parløb med Dansk Folkepartis dygtige Kristian Thulesen Dahl, og med tanke på det kanonvalg, som vælgerne tildelte DF, vil det næppe heller give den drevne taktiker Løkke større problemer. Respekten for vælgerne tilsiger en tæt V/DF-alliance, der så også inviterer Liberal Alliance og De Konservative med om bord.

Løkke bliver i udgangspunktet ikke nogen stærk statsminister; dertil havde Venstre for dårligt et valg. Men han har i hele sit lange politiske liv igen og igen vist, at han magter at strikke brede aftaler og solide partnerskaber sammen. Denne evne skal han nu leve højt på igen, og dét på en måde, så DF faktisk ender med at sige ja til at gå i regering. Det vil kræve indrømmelser til DF, men det er jo vælgernes ønske, at det skal være sådan. Længere er den egentlig ikke.

At Thulesen Dahl ender med at sige ja, må anses for en selvfølge. Det vil være umuligt for ham at tale sig uden om en regeringsdeltagelse og det ansvar, der følger med. Det vil ikke alene være at svigte DF’s mange vælgere. Det vil også være at svigte en solid parlamentarisk tradition. Med den størrelse, DF nu har – hvilket i sig selv er en uhørt succeshistorie for det unge parti og dets stærke formand – vil det også være komplet utroværdigt, hvis man alligevel ikke tør. Det er forståeligt, at partiet skeler til SF og dets sammenbrud, da drømmen om regeringsdeltagelse omsider blev indfriet. Men man må lære af SF’s erfaringer i stedet for at blive skræmt af dem. DF har hidtil vist sig så kompetent og topprofessionelt, at den udfordring skal kunne håndteres.

Til valgets tale hører også, at danskerne ikke ønsker Venstres udgiftsstop for den offentlige sektor. Løkke forekommer allerede i færd med at bløde op, og her falder den største indrømmelse til Thulesen givetvis. Tilbagerulningen af den røde regerings mange udlændingelempelser var V og DF enige om under valgkampen. Det bør ikke give de store problemer, lige så lidt som EU længere bør være den store forhindring.

For Socialdemokraterne bliver det en hård opvågnen til opposition. Der var ingen vej uden om Helle Thorning-Schmidts farvel. I det lidt længere lys vil hun fremstå som en historisk parentes både som statsminister og partiformand. Hun rykkede partiet tydeligt til højre og var aldrig i nærheden af at formulere et selvstændigt socialdemokratisk svar på tidens borgerlige tendens. Hun løb med og magtede ikke på 10 år at få forklaret, hvad hun egentlig selv ville med magten andet end at administrere den og repræsentere den.

Mette Frederiksen står åbenbart til at tage over, og som en af de ministre, der er rykket hurtigst og mest højlydt med mod højre – efter oprindeligt at have tilhørt partiets venstrefløj – bliver det en udfordring at få placeret S politisk. Partiet skal leve af, at Løkke rækker hånden ud, som han har lovet.