Jødehad i Europa
Det bliver stadigt tydeligere, hvor chokerende antisemitisk den bølge af islamistisk vold, der går over Europa, helt grundlæggende er. Hadet til jøder er en af de store fælles markører for de islamistiske fanatikere, som angriber de europæiske samfund. I de senere år har der været flere rædselsvækkende terrorangreb specifikt mod jøder, og sådan var det også i forbindelse med massakrerne forleden i Paris.
Jødehadet er eksploderet i Europa efter indvandringen fra muslimske lande. Det er stadigvæk i visse kredse en forkætret konstatering, men det bliver den ikke mindre rigtig af. Man skulle tro, at erkendelsen i sig selv ville udløse et kollektivt råb af forfærdelse fra alle dele af det europæiske samfund, men det sker ikke rigtigt. Der er stadig mange bortforklaringer og relativeringer, og når man også i den danske debat kan høre påstanden, at krigen i Gaza sidste sommer var en israelsk terroraktion på linje med angrebet på Charlie Hebdo, så indser man, hvor voldsomme kræfter det civiliserede samfund er oppe imod.
Antisemitismen findes naturligvis i mange former, men der er principielt ingen forskel på, hvordan dens hæslige ansigt viser sig. Selve dét at udgrænse jøder er et anslag mod europæiske værdier. Det gjorde venstreorienterede terrorgrupper i 1970’erne. Det gør islamistiske terrorister i dag. Massakren på jøder i Paris i sidste uge er i én uhyrlig ende af skalaen, men også det pres, der er på jøder i Danmark, som føler sig udsatte og utrygge, udspringer af et tilsvarende fjendebillede, som ikke mindst trives i muslimske miljøer. Det er blevet fortiet alt for længe.
Når 8.640 af Europas ca. to millioner jøder sidste år udvandrede til Israel, er det et kollektivt tab for vore samfund og vores kultur, som bør ruske op i Europas fælles bevidsthed 70 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig. At ca. 7.000 af disse udvandrede fra netop Frankrig, siger alt om, at antisemitismen dér er særligt grel, men det er vort fælles ansvar at træde an mod barbariet. Solidaritet med europæiske jøder er et forsvar for os selv og vore vestlige værdier.
Det hedder sig gerne blandt dem, der taler om islamofobi som en ny tendens, at ”muslimer er vor tids jøder” – med en underforstået henvisning til 1930’ernes Tyskland. Det er en af de manipulationer, der er med til at gøde jorden for antisemitismen. Sandheden er, at der i dag i Europa tages vidtstrakte hensyn til muslimer, sådan som åbne og tolerante samfund også bør gøre. Der er i mange sammenhænge ligefrem tale om positiv særbehandling af muslimer, som der sagtens kan være gode grunde til, på linje med særlige indrømmelser til andre mindretal, mens sandheden om den frådende antisemitisme i det nazistiske Tyskland sandelig var en helt anden. Der blev jøder systematisk forfulgt, undertrykt og sluttelig udryddet. At ville opretholde en indre parallel mellem det muslimske og jødiske mindretal hen over forskellige perioder er ikke alene udtryk for en uhyrlig mangel på intellektuel hæderlighed, men også et meget lavpraktisk bidrag til dagens antisemitisme.
Europa må slå ring om sine jøder. Det kan faktisk lykkes at trænge antisemitismen tilbage og endda skabe nyt jødisk liv. I Tyskland er der efter genforeningen sket en lykkelig opblomstring af jødedommen, som hele det officielle Tyskland har store ære af. Det er på høje tid, at resten af Europa indser den nye antisemitiske trussel. En første begyndelse er at erkende, hvilke skræmmende kræfter vi står overfor.
Vor tids jøder er ikke muslimer – men jøder.
.