Tyrkisk roulet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ét er, at Tyrkiet har så travlt med at skyde sig selv i fødderne på så mange forskellige måder, at et egentligt EU-medlemskab rykker længere og længere væk. Noget andet er, at Danmark, som principielt er velvilligt indstillet over for de tyrkiske EU-forhåbninger, i praksis bidrager til, at Tyrkiet distancerer sig stadigt mere fra EU.

Udenrigsminister Martin Lidegaards seneste udmelding er i den sammenhæng rent ud forbløffende. Han meddeler, at Danmark ikke ønsker at gå for hårdt i rette med Tyrkiets løsladelse af forfatteren Lars Hedegaards formodede attentatmand af et højere hensyn til det dansk-tyrkiske forhold sådan i al almindelighed. Man må spørge, hvornår Danmark ellers skulle indkassere fordelen ved et godt diplomatisk forhold til Tyrkiet, hvis ikke når det drejer sig om opklaringen af et terrorbaseret mordforsøg i hjertet af Frederiksberg.

Man kan muligvis sige, at udenrigsministeren gør en dyd af en slags nødvendighed, eftersom ingen andre agter at løfte en finger for at støtte Danmark. Udenrigsministeren har angiveligt bragt sagen op i EU-systemet, og det er under overvejelse også at rejse sagen i det bedagede organ Europarådet, som er fuldkommen uden gennemslagskraft. Men solidaritetserklæringerne har hidtil været til at overskue. Det internationale samfund har lige nu hårdt brug for Tyrkiet på andre fronter – kampen mod Islamisk Stat, hjælp til at opfange vesteuropæiske Syrien-krigere – så civiliserede appeller fra Danmark om hjælp til at presse Tyrkiet til aktivt at bistå med opklaringen af Hedegaard-sagen falder på stengrund.

Men at det forholder sig sådan, fritager da ikke udenrigsministeren for at gøre, hvad han kan for at få Tyrkiet med. En forhåndsmelding om, at et generelt hensyn til det dansk-tyrkiske forhold sætter grænser for, hvor meget man vil kritisere den manglende assistance i Hedegaard-sagen, er direkte modproduktiv, foruden naturligvis dybt kynisk.

Lars Hedegaards formodede 27-årige attentatmand, BH, blev løsladt fra et tyrkisk fængsel i juli uden forudgående konsultation med København. Han har siden været som sunket i jorden. Det er et groft brud på alle normer for et venligsindet, ordentligt forhold mellem to lande, men det erklærer Martin Lidegaard sig nu ret ligeglad med. Man må undres, når man samtidig betænker, hvor optaget udenrigsministeren er af at kritisere Israel på alle tænkelige måder. For nylig lagde Lidegaard op til, at han vil arbejde for EU-sanktioner mod Israel som straf for Israels fremfærd i Gaza og på Vestbredden, men han blev lykkeligvis fløjtet tilbage af statsminister Helle Thorning-Schmidt. Der bliver heldigvis ikke noget af hans idé om en dansk enegang mod Israel.

Et ganske andet hensyn tager udenrigsministeren nu til et Tyrkiet, som – helt i modsætning til Israel – på så mange områder viser sig for demokratisk umodent til, at et EU-medlemskab bliver realistisk i de første mange, mange år. Man må spørge hvorfor. Og udenrigsministeren må finde sig i, at et andet spørgsmål henviser til, at det netop er den kontroversielle Lars Hedegaard, der er sagens hovedperson.

At Tyrkiet er nabo til Syrien og naturligt nok stærkt optaget af kampene på den anden side af grænsen, fritager da ikke en i Martin Lidegaards øjne nær partner fra at forsøge at bidrage til terrorsagens opklaring.

Det er i Europas interesse at knytte Tyrkiet tættere til sig, men ikke for enhver pris, og ikke hvis Tyrkiet selv konsekvent fjerner sig mere og mere fra EU’s værdier. Det er helt ejendommeligt, at Danmark nu fremmer denne glidning.