Hvor var du?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er mange discipliner, hvor yngre er bedre end ældre, men der er ét spørgsmål, som kun lader sig besvare, hvis man har i det mindste enkelte grå hår: Hvor var du, da Muren faldt?

Der har i det 20. århundrede været andre hændelser, som bagefter affødte lignende spørgsmål – verdenskrigenes udbrud, mordet på John F. Kennedy og senere hans bror Robert, og for skandinaver især attentatet mod Olof Palme. Mindet om, hvor man var ved Murens fald, adskiller sig imidlertid fra de øvrige begivenheder, fordi det udløser en stor lykkefølelse.

I dag er det 25 år siden, og for yngre er det – heldigvis, kan man sige – næsten umuligt at forestille sig, hvordan der så ud i Europa indtil 9. november 1989. En mur gik gennem Berlin, pigtråd og skydeskår prægede grænserne mellem øst og vest fra Østersøen til Sortehavet. De kommunistiske regimer nægtede deres egne borgere at rejse ud. Folk blev fængslet eller skudt, hvis de alligevel prøvede. Hvad indfødte og tilrejsende i Berlin i dag betragter som en selvfølge – at gå, cykle eller køre i bil på kryds og tværs gennem byen – ville have været selvmorderisk for ikke længe siden.

Det er derfor, dette jubilæum er så fantastisk. Det hjælper os til at huske, at ingen nok så vanskelig situation behøver at være udsigtsløs. Mennesker fødes ikke til et liv i indespærring, diktatorer er ikke overjordiske væsener, men som oftest simple og brutale typer, der, stillet over for en overmagt, i reglen stikker halen mellem benene og kapitulerer. Det var, hvad der skete for et kvart århundrede siden, med Rumænien som eneste undtagelse.

Det utrolige er, at diktaturerne havde sympatisører i den vestlige verden. Jyllands-Posten dokumenterer i dag med arkiverne fra det østtyske kommunistparti som kilde, hvordan danskere gennem årtier søgte at komme tæt på magthaverne i DDR. Her taler vi ikke om diplomater, der må pleje kontakter også med ubehagelige regimer, fordi det for et demokrati i reglen er fornuftigt at holde den slags kanaler åbne. Vi taler om politikere, især fra Danmarks Kommunistiske Parti, som tiggede om penge, flybilletter, kursusophold, tolkeudstyr og lignende erkendtligheder, og som roste forholdene bag Jerntæppet. Selv efter Murens fald udtrykte DKP ønske om at holde et kursus i Leipzig, et projekt, som kammeraterne i Østberlin, der kunne se, hvilken vej vinden blæste, skød ned med det samme. Gad vide, hvad de tænkte i Dr. Tværgade, hvor partiet havde sit hovedkvarter i København.

For DDR var en af de vigtigste danskere i landets sidste år i øvrigt Frank Aaen, der i dag kan slikke sårene over kommunismens sammenbrud som folketingsmedlem for Enhedslisten.

Jubilæet giver endelig anledning til to betragtninger, en aktuel og en principiel. Den aktuelle er, at vi ikke må glemme de lande – fra Eritrea over Cuba til Nordkorea – hvor diktaturer fortsat trives. Det er glædeligt, at antallet af totalitære regimer er skrumpet ind, men det gør ikke livet lettere for almindelige mennesker i Asmara, Havana eller Pyongyang. Demokrater kan først læne sig helt tilbage, når den sidste etpartistat er nedlagt.

Og så alligevel ikke, for den principielle overvejelse er, at selv forankrede demokratier som det tyske eller det danske aldrig må tage friheden for givet. Der skal kæmpes for den hver dag, ved fremme af egne synspunkter og respekt for modpartens måde at se tingene på. Det er budskabet fra 1989, og det er så aktuelt, som var det i går.