Det nye løftebrud

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et par døgn nåede regeringens seneste økonomiske prognoser at holde, før også de var skudt ned i den virkelige virkelighed ligesom alle foregående siden 2011. Nej, væksten bliver hverken 1,4 pct. i år eller 2,0 pct. næste år, sådan som den afgåede Margrethe Vestager nåede at love som sin sidste embedshandling, før hun forlod den synkende SR-skude med kurs mod Bruxelles. Den stod på minusvækst i det netop overståede andet kvartal, og konklusionen også for 2014 bliver efter al sandsynlighed, at det heller ikke i år vil lykkes regeringen at gelejde Danmark nærmere krisens afslutning.

Krisen knuger fortsat i Danmark, og regeringen vrider hænder. I dens egen optik har den gjort meget for at mindske virkningerne af den internationale finanskrise, og der er ingen ende på jubelmeldingerne over alt det, som den i egen forståelse har præsteret: fra akutpakker til overgangsydelser af alle slags, men disse lapperier er jo ikke andet end sminke.

Efterhånden koncentreres sejrsbulletinerne om arbejdsløshedstallet, som stille og roligt – men jo dog langtfra prangende – bevæger sig i den rigtige retning. Sandheden er blot, at tallet er stærkt friseret; ja, rent ud forløjet. Dem, der er faldet ud af dagpengesystemet, tæller f.eks. ikke længere med, og sådan er det også med andre grupper. Det vigtigste tal for, hvordan det står til med samfundsøkonomien, er fortsat de ca. 800.000 danskere (ud over pensionister og studerende), der er parkeret på offentlige ydelser, og dét tal har desværre flyttet sig uendeligt lidt.

Virkeligheden indhenter regeringen. Det vigtigste argument for et genvalg – at man trods alle løftebruddene skaffer økonomisk fremgang til danskerne – fordamper. Desperationen er tydelig. Når der omsider er et par nøgletal, der trækker i den rigtige retning, er det entydigt regeringens fortjeneste, kan man forstå. Når det omvendt igen går tilbage i alt for mange sammenhænge, er det den negative udvikling i de internationale konjunkturer, der har skylden. Tydeligere kan den helt grundlæggende mangel på en sammenhængende, jobskabende økonomisk politik simpelt hen ikke udtrykkes. Der er tale om en falliterklæring, som end ikke regeringens mange spindoktorer kan sløre.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er nu alene om at skulle møde vælgerne og forklare ikke alene de mange løftebrud, der har hærget regeringens omdømme i flere år, men nu også det senest tilkomne: at dét, der skulle bruges som bortforklaring for de mange løftebrud – økonomisk vækst med følgende jobskabelse – nu i sig selv viser sig at være ét stort løftebrud, grænsende til regulært vælgerbedrag.

Statsministeren har satset hele butikken på, at det økonomiske opsving ville komme. Hun har længe forberedt offentligheden på, at hun agter at relativere løftebruddene med en fremgang i økonomien, men den kommer så ikke. Forbrugerne holder sig tilbage; tør ikke for alvor åbne for pengepungen. Denne overforsigtighed er i sig selv det bedste bevis på danskernes mangel på tillid til regeringens økonomiske politik. De tror simpelt hen ikke på Thorning. De holder på pengene og håber på bedre tider. Det er deres stille protest mod statsministerens regeringsførelse og hendes løftebrud.

Der er lagt op til en rød finanslov, der kun vil gøre ondt værre. Enhedslisten skal have sine indrømmelser, og dem vil statsministeren give for at kunne bevare magten i endnu et lille års tid. Så tyder det på, at den tyndeste parentes i nyere dansk politisk historie vil være slut, og det vil i den grad være løn som forskyldt.