Regeringens egen fortælling slides ned, så hvad nu?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Av. Det gør ondt. Ingen af de tre regeringspartier vågnede op til et prangende valgresultat. Værst ser det ud for Socialdemokratiet, men heller ikke Venstre – og da slet ikke Moderaterne – kan trylle kommunalvalget anno 2025 om til en vindersag.

Et mildt sagt dårligt udgangspunkt for det folketingsvalg, som kommer inden et år. De tre partiledere, Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, havde hver især sat deres egen prestige på spil ved at rejse landet rundt og enten sole sig i eller kaste glans over de lokale kandidater. Resultatet blev ikke derefter. Og det er der især én forklaring på.

Socialdemokratiet fik et historisk dårligt valg, tabte ikke bare overborgmesterposten i København, men også den provins, som partiet havde satset på: Næstved, Lolland, Køge, Frederikshavn med flere.

Jovist er Socialdemokratiet stadig det største parti, men der er nu pletter på danmarkskortet, hvor partiet slet ikke er repræsenteret.

Mette Frederiksen erkendte det på valgnatten: »Det bliver stadig sværere at være det store danske folkeparti, der skal favne alle danskere,« sagde hun.

Venstre gik tilbage som ventet, og selv om partiet kan lune sig lidt ved, at tabet var mindre end frygtet, og at Venstre står på tronen som partiet med flest borgmestre, så kan det ikke skjule den kendsgerning, at Venstre faldt der, hvor det gjorde mest ondt: i Vestjylland. Både i Lemvig og Ringkøbing-Skjern kommuner ville vælgerne en anden vej. I Lemvig blev Venstres byrådsgruppe næsten halveret (fra 11 til 5 pladser). I Ringkøbing-Skjern var nedgangen en smule mildere (fra 11 til 8 pladser), men det blev overskygget af, at Danmarksdemokraterne fik syv pladser, og at den tidligere Venstremand – og tilflytter – Mads Fuglede snuppede borgmesterposten.

Netop det forhold, at Danmarksdemokraterne tog ikke alene Vestjylland, men flere steder i Danmark med storm, gør det mere end vanskeligt for Moderaterne at se noget positivt i de seks pladser og de 1,3 pct. af stemmerne, som Lars Løkke Rasmussens parti samlet set fik i Danmark. Forklaringen om, at det er første gang, at partiet stiller op lokalt, er ikke troværdig.

Danmarksdemokraternes resultater, det forhold, at Enhedslisten igen blev største parti i København, og at hele 6.851 københavnere gudhjælpemig stemte på Frie Grønne, som vil udslette Israel, er hver især identifikationer på, at strategien om, at man skal stå sammen for at holde yderpartierne ude, er under alvorligt pres.

Læg hertil, at SF og De Konservative, partier som tidligere var i tæt samarbejde med hhv. Socialdemokratiet og Venstre, fik et godt valg.

Lokalt er der som altid lige så mange forklaringer, som der er kommuner. Et illustrativt eksempel er Holbæk, hvor Socialdemokratiet fik over halvdelen af stemmerne. Ikke i kraft af partiet, men i kraft af borgmesteren.

Centralt står én forklaring: Vælgerne aner ikke, hvad regeringen kan og vil, når det gælder velfærd i det nære og i dagligdagen. Og de ved slet ikke, hvordan det store regnestykke ser ud, efter at de faste udgifter, herunder de i alt 5 pct. af bnp, som Danmark skal bruge på forsvar og sikkerhed, er betalt. I adskillige måneder har regeringen lovet, at den kommer med en økonomisk plan. Den er igen og igen blevet udskudt, og vælgerne er ikke dummere, end at de godt kan regne ud, at der ikke bliver råd til det hele.

Men ingen kan gennemskue, hvordan udgiftsposterne fordeles. De ved ikke, hvad regeringen vil, eller hvor regningen lander.