Sass-sagen har intet punktum, kun udråbs- og spørgsmålstegn

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det lykkedes ikke for Henrik Sass Larsen at overbevise retten om, at den store samling børnepornografisk materiale, som blev fundet på hans computer, udelukkende skyldtes flere års forsøg på at finde en film af sig selv.

Og det lykkedes ikke for anklagemyndigheden at overbevise retten om, at den dukke, som politiet bemærkede under ransagningen af hans lejlighed, var en såkaldt børnesexdukke.

Sådan er sagens stilling nu, næsten et halvt år efter at det kom offentligt frem, at den tidligere socialdemokratiske minister var tiltalt for at besidde over 6.000 billeder og over 2.000 videoer med overgreb på børn.

Københavns Byret har dømt Henrik Sass Larsen fire måneders ubetinget fængsel. Det endelige punktum er ikke sat. Både Sass selv og anklagemyndigheden har to uger til at beslutte, om dommen skal ankes. Men sagen om Sass Larsen rummer ét udråbstegn og flere spørgsmålstegn.

Udråbstegnet først. Det er utvetydigt ulovligt at besidde børneporno. Og der er ingen tvivl om, at det var, hvad der var på de computere og usb-stik, som politiet beslaglagde.

»Der er rigtig meget, og at der er også rigtig meget i den alvorlige ende,« fastslog dommer Søren Schou Frandsen.

Spørgsmålstegn er der flere af. Et af spørgsmålene er, om Henrik Sass Larsen selv tror på den forklaring, som dommeren kaldte »helt uunderbygget« og af samme grund tilsidesatte.

Udelukkes kan det ikke, for hele forløbet har også afdækket, at den tidligere socialdemokratiske toppolitiker er langt fra sin storheds form. Hvad der for andre kan synes som volapyk og usammenhængende bortforklaringer, kan godt være blevet til en sandhed for Sass selv.

Et andet oplagt spørgsmål er, hvorfor politiet ikke sørgede for at konfiskere den meget omtalte dukke. Tvivlen om dukkens formål er helt efter bogen kommet den anklagede, Henrik Sass Larsen, til gode. Det hører med til det samlede billede, at det i hvert fald ifølge anklageren ikke gjorde den store forskel i forhold til straffen på de fire måneders ubetinget fængsel.

Hvorfor der ikke straffes hårdere for at holde en på alle måder afskyelig industri i gang, er endnu et spørgsmål. Angiveligt er fire måneder, hvad man kan forvente, at en sag af denne karakter takseres til.

Filmen af misbruget af den lille dreng i en grøn sofa, som ifølge Henrik Sass Larsen blev begyndelsen på hans søgen og downloads af børnepornografisk materiale, ville – hvis den eksisterer – være optaget omkring 1969, samme år som pornografi blev tilladt i Danmark.

Helt frem til 1980 var det fuldt ud lovligt at købe og sælge, redigere og udgive billeder og videoer med overgreb på børn i Danmark. Fysiske overgreb på børn var stadig ulovligt, men det var fotografierne og filmene ikke. Det illustrerer, at grænser flyttes langsomt.

Og havde det ikke været for sagens hovedperson, en tidligere toppolitiker, tidligere partipolitisk strateg og en af hjernerne bag de seneste to socialdemokratiske partiformænds vej til statsministeriet, ville sagen med de tusinder billeder af misbrugte børn formentlig knapt have bevæget sig videre end til en notits i en hverdagsavis.

For skræller man kendisfaktoren væk, så er sagen i sin kerne ukompliceret – og desværre langtfra enestående i Danmark.

Sass-sagen har mange tabere. Ikke mindst de børn, som optræder på de billeder og videoer, som lå på Sass’ computer, og som stadig florerer på nettet. Ukendte i offentligheden. Men de findes derude i virkeligheden. Det skal vi huske og forholde os til.