Kvinder, queers og homoseksuelle må snart sande, hvor den rigtige trussel mod deres frihed kommer fra
Homofobien hos muslimer er farlig, fordi den er koblet til et større kulturelt projekt: at afvise hele vores demokratis præmis om ligestilling, frisind og individets ret.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Homofobi er langt mere udbredt blandt muslimer i Danmark end blandt ikke-religiøse og folkekirke-kristne. Faktisk viser en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI), at muslimske mænd er næsten fire gange og muslimske kvinder dobbelt så homofobiske som almenbefolkningen.
Kun 17 pct. af mandlige muslimer og 26 pct. af kvindelige muslimer i Danmark finder sex mellem to personer af samme køn moralsk acceptabelt. Hadet til homoseksuelle er altså vidt udbredt hos almindelige muslimer. Her kan vi ikke tale om kun radikale islamister.
Det overrasker desværre ikke. For kun få uger siden blev to homoseksuelle mænd f.eks. overfaldet og ydmyget i Odense af muslimske teenagere.
Det overrasker heller ikke, at undersøgelsen i første omgang mødes med bortforklaringer hos flere medier. “Jamen Jehovas Vidner er også homofobisk.” Ja, det viser undersøgelsen trist nok også. Men der er blot omkring 15.000 af dem, og de straffer kun deres egne. Deres adfærd er ikke samfundstruende.
Det er adfærden i de muslimske miljøer, hvor kontrollen og hadet retter sig udad mod det omkringliggende samfund, derimod.
Indtil nu har både feminister og LGBT+aktivister alligevel ret imponerende undgået at kritisere chauvinismen, undertrykkelsen og volden i de muslimske miljøer. Men undersøgelsen fra SSI har dog fået LGBT+ Danmark til at indrømme, at man har været »berøringsangst«.
Den rette beskrivelse er, at man har svigtet.
Frem for at kritisere det åbenlyse og hjælpe reelle ofre har man forvildet sig ud i alt muligt tågesnak om intersektionalitet, 50 forskellige slags køn og manosfære på internettet.
Hvis homoseksuelle, queers og kvinder ellers har deres frihed kær, må de til at sande, hvor den rigtige trussel mod deres frihed kommer fra.
Muslimer er vores største minoritetsgruppe. Der er i dag omkring 270.000 muslimer i Danmark. Det svarer til 4-5 pct. af befolkningen. I 2050 forventes tallet at være vokset til omkring 450.000.
Hvordan vil det være at leve som homoseksuel – eller queer eller pige og kvinde – i Danmark, når 8-10 pct. af befolkningen har rod i et miljø, hvor man nægter, håner og hader alt, der ikke passer ind i et snævert, patriarkalsk æreskodeks? Hvor undertrykkelse af kvinder og had til homoseksuelle er normen?
Hvis LGBT+ Danmark og feministerne nu endelig begynder at tage fat på deres egentlige arbejde, bør de ikke stå alene. Det kræver politisk vilje at tale ærligt om, hvad det betyder for et demokratisk samfund, at en stor minoritet ikke deler det grundlæggende frisind, som bærer både kvinders, queers og homoseksuelles rettigheder.
Der er tale om en kulturs værdier og normer, som er den direkte modsætning til de værdier og normer, vi har bygget vores samfund op om.
Homofobien hos muslimer er ekstra farlig og slet ikke at sammenligne med så at sige almindelig idiotisk homofobi, fordi den er koblet til et større kulturelt projekt: at afvise hele vores demokratis præmis om ligestilling, frisind og individets ret.
Vi må ikke lade muslimernes homofobi vinde uden kamp. Ikke kun fordi de homoseksuelle selvsagt ikke skal betale den pris. Men fordi det også handler om undertrykkelse af queers, piger og kvinder – og dybest set en kamp imod vores sekulære, åbne og demokratiske samfund.