Løkke er altid klar til at gøre, hvad der skal til
Møgsag på møgsag har Lars Løkke Rasmussen formået at ride af. Nu er den gal igen. Han tilbød ifølge skjulte optagelser Mike Fonseca penge for at opgive sit mandat, da den nyvalgte mf'er røg ud i stormvejr pga. sin meget unge kæreste.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et halvt års løn – eller 370.000 kr. – fra partikassen for at forlade Folketinget og lade mandatet blive hos Moderaterne.
Det var åbenbart ifølge Frihedsbrevet tilbuddet fra Lars Løkke til Mike Fonseca, da sidstnævnte i november 2023 blev ekskluderet af partiet pga. et forhold til en kun 15-årig pige.
Til Løkkes ærgrelse takkede Fonseca nej og beholdt sit mandat – som løsgænger. Dermed mistede regeringen sit indenrigspolitiske flertal. Det var en møgsag dengang. Nu er den det igen – bare værre, efter at Fonseca har offentliggjort optagelser af samtalen mellem ham og Løkke, der giver ham tilbuddet.
Moderaterne gør sit til ikke at slippe af med betegnelsen ”klovnebus”. Og de står ifølge meningsmålinger til at blive halveret, hvis der skulle være valg i morgen.
Selv et barn ved, at politik er beskidt. Det er i skrivende stund uklart, hvor beskidt denne sag er. Kan partiledelser købe valgte folketingsmedlemmer til at trække sig og lave økonomiske aftaler på den måde, som Løkke tilbød, uden at karambolere med ånden i grundloven?
Er det, der er foregået, ulovligt? Det bliver nu diskuteret. Sagen bliver taget op i Folketingets øverste organer.
Hvad der derimod ikke kan diskuteres, er, at Løkke altid er klar til at gøre, hvad der skal til.
Han havde f.eks. lige fået lidt ro i bussen ved atter at knytte Jon Stephensen tættere til Moderaterne. Løkke smed ellers i sommeren 2023 Stephensen ud af partiet efter anklager om grænseoverskridende opførsel både i Stephensens tidligere hverv som teaterdirektør og internt i partiet. Stephensens fremtid lå helt åbenlyst uden for Christiansborg ifølge Løkke.
Desværre for Løkke blev Stephensen som løsgænger.
Men nu er Jon Stephensen tilbage i et »arbejdsfællesskab« med Moderaterne. Ikke rigtigt medlem af Moderaterne, for det skal jo ikke hedde sig – men nok til, at han igen kan deltage i Moderaternes gruppemøder. Her bliver partiets politik diskuteret og besluttet, hvilket man ellers skulle tro var forbeholdt partimedlemmer.
Går den, så går den. Mandater er jo det, som regeringer lever af. Man må gøre det, der skal til. Vejen dertil kan så være mere eller mindre undergravende af tilliden til demokratiet. Det gælder også, selvom det på et personligt plan kræver evner til at bøje principper og til at kunne ændre holdninger. Man kan altid sætte sin lid til vælgernes korttidshukommelse.
Med Stephensens indlemmelse var Løkke faktisk sluppet afsted med en ”Løkke Classic”. Han havde atter fået vendt en umulig situation. Fået turneret en kritisk sag til noget, der alligevel viste sig at kunne leve.
Nu er Løkke endnu en gang i en situation, hvor han er tvunget til at demonstrere sin overlevelsesevne og strategiske snilde. Personlige møgsager har Lars Løkke Rasmussen haft sin del af: GGGI-sagen og tøjkøb på partiet Venstres regning, for at nævne et par. Men han har altid klaret sig igennem ved hjælp af det, kynikere ville kalde politisk tæft – ved at kunne manøvrere som en ål i mudder i den politiske virkelighed.
Det kan ikke udelukkes, at Løkke også rider denne storm af. Det kan heller ikke udelukkes, at Fonseca ligesom Stephensen måske igen bliver en del af Moderaterne.
Intet kan udelukkes. For vi ved, at Løkke er klar til at gøre alt, der skal til, for at holde sig selv og klovnebussen kørende. Hvis han får muligheden.