Putins dilettantteater bør ikke overbevise nogen

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var ikke det mest lovende forslag til en våbenhvile, som ukrainske og amerikanske forhandlede nåede frem til tidligere på denne uge.

At trække en linje for en våbenstilstand mellem tungt bevæbnede styrker involveret i voldsomme kampe langs en frontlinje på mindst 1.500 km er ingen nem opgave. Læg dertil, at der er masser af potentielle spoilere og ingen etableret mekanisme til at overvåge aftalen, og du står med et projekt, som meget vel kan slå fejl.

Men i en krig, der har kostet hundredtusinder af menneskeliv og sendt millioner på flugt, er en dårlig våbenhvile bedre end ingen våbenhvile. Ved at forpligte sig på idéen om 30 dages våbenstilstand viste Ukraine viljen til at påbegynde forhandlinger med en fjende, der gang på gang har demonstreret, at den har onde planer for landet og dets befolkning.

Moskvas reaktion efter et par døgns overvejelser kunne ikke overraske nogen. Først sendte Kreml Jurij Usjakov, Putins sikkerhedspolitiske toprådgiver, ud foran scenetæppet for at skyde idéen om en våbenhvile ned. Det var et signal til de russiske hardlinere om, at de ikke behøver være bekymrede; krigen fortsætter.

Et par timer senere kunne Putin så selv træde frem og give en lidt mere diplomatisk version af samme budskab rettet til et internationalt publikum i almindelighed og Donald Trump i særdeleshed. For nok hævder Moskva at støtte idéen om en våbenhvile, men i praksis opstiller man en alenlang liste over forhåndskrav.

»Konfliktens grundlæggende årsager« må tages i betragtning, lød det fra Putin. Underforstået i det ligger et krav om ukrainsk og vestlig kapitulation. For ifølge tænkningen blandt Moskvas høge er det Ukraines eksistens som selvstændigt politisk subjekt og Vestens rolle i at garantere fred og sikkerhed i Centraleuropa, der har nødvendiggjort krigen. Forløbet demonstrerer med al tænkelig tydelighed, hvem der vil fred, og hvem der vil krig i Østeuropa.

Kreml og dets vestlige fans elsker at fable om de såkaldte Istanbul-aftaler, der i Moskvas genfortælling i foråret 2022 var lige ved at resultere i en fredsaftale – indtil det store, stygge Vesten afsporede forhandlingerne. Den historie glemmer belejligt, at det var Rusland, der påbegyndte krigen i 2014 med anneksionen af Krim og eskalerede den voldsomt i februar 2022 i et forsøg på at besætte Kyiv og hugge hovedet af den ukrainske stat.

Denne intention er uændret godt tre år inde i en krig, der aldrig skulle være begyndt. Om noget fremstår Kremls politik endnu mere radikaliseret end før. Putins vilje til at sende sit eget lands borgere i døden for endnu en håndsbred ukrainsk jord er skræmmende. Uligevægtige trusler om atomkrig og angreb på andre suveræne stater florerer blandt russiske kommentatorer.

Det vil formentlig være nødvendigt at forhandle med Putin på et tidspunkt, men det kan kun gøres succesfuldt ud fra en styrkeposition – for om noget foragter Moskva svaghed. Trump-administrationens usikre diplomati og slingrekurs i Ukraine-spørgsmålet har hidtil kun svækket udsigterne til en holdbar aftale.

Om Trump falder for det seneste optrin med Putin klædt ud som fredsdue påsmurt epoxylim og lånte fjer, er ikke nemt at sige. USA’s 47. præsident har hidtil ikke glimret med sin kritiske sans, men man kan håbe, at virkeligheden er ved at bundfælde sig i Washington. For det er en triviel og perspektivløs forestilling, som Kreml har sat op, og den lover kun mere død og ødelæggelse i Ukraine.