Det store, ubesvarede spørgsmål er fortsat: Kan man bombe sig til frihed?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vi har fået besøg af en høvding! Sådan tænkte jeg, da Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i 2013 fik besøg af Hamid Karzai. Han var ikke høvding, men præsident i Afghanistan. Indsat af FN som leder i en overgangsregering i 2001, genvalgt af det afghanske folk i 2005 ved det første demokratiske valg i mere end 36 år og endnu en gang genvalgt i 2009. Fundamentale menneskerettigheder blev indskrevet i forfatningen, og kvinder blev en synlig del af samfundet. Det gik fremad. For en stund. Karzai var en høj, rank mand, iført en stor afghansk kappe. Han indtog øjeblikkeligt hele rummet med sin store karisma. Men hans øjne rummede en stille fortvivlelse.

Jeg kom til at tænke på Karzai – og meget andet – da jeg så DR’s dokumentarserie “Velkommen til frontlinjen” om Danmarks medvirken på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Jeg sad i Folketinget fra 2011-2019, så jeg var i de år politisk medansvarlig. Soldaterne kæmpede, og både vi, deres familier og den afghanske befolkning svingede mellem håb og sorg, som årene gik. Tvivlen kom snigende.

DR-dokumentaren interviewer mennesker, der var direkte involveret eller berørt af de politiske beslutninger. Men ingen danske politikere får stemme til at reflektere over det, der skete, set på bagkant. For seriens fokus er konsekvenserne af de politiske beslutninger, uanset hvad hensigten med dem var. Det er et godt greb.

Jeg fulgte som politiker udviklingen i Afghanistan tæt. I 2013 var jeg med i en delegation, der besøgte Helmand-provinsen. Det var på mange måder absurd at lande i en militærlejr med tusinder af soldater midt i en ørken. Lige så tankevækkende som at opleve børn, der skød sten efter de køretøjer, vi blev transporteret i, da vi besøgte landsbyer. Vidste de ikke, at vi var der for at hjælpe dem med opbygning af et land med selvstyre og institutioner, der skulle sikre frihed og fremgang? Da vi lå i feltsengene i teltene under den afghanske stjernehimmel, var det eneste, der kunne høres, de patruljerende helikoptere, der kravlede brummende hen over nattehimlen. Hvorfor var vi der?

Den militære indsats blev gradvist afløst af økonomisk støtte. Men også den rummede politiske og etiske dilemmaer. Var det bedst at støtte præsident Karzais centrale regering, så lokalbefolkningen i provinserne kunne få opbygget tillid til den regering, de selv havde valgt? Eller skulle vi støtte de lokale projekter direkte for at mindske den kolossale korruption? Da Nato trak de sidste styrker ud af Afghanistan efter næsten 20 års tilstedeværelse, gik der blot få måneder, før Taliban igen sad hårdt på magten og pressede den sidste rest af frihed og håb ud af Afghanistan.

Anders Fogh Rasmussen og andre gentog den samme sætning, når indsatsen skulle forsvares: Friheden er en universel værdi, som alle har ret til at få del i. Det havde – og har – han ret i. Problemet er, at der skal være nogen til at gribe den. Kultur har betydning. Har vi lært noget gennem de seneste 30 år, må det være, at det ikke er muligt at eksportere egne værdier til andre kulturer. Hjerter og sind bevæger sig kun langsomt.

Det er ingen skam at erkende fejl, men det er fatalt ikke at lære af dem. Vi må se i øjnene, at gode intentioner, massiv militær tilstedeværelse og milliardstor økonomisk støtte ikke rakte. Den afghanske høvding, præsident Karzai, trådte i 2014 desillusioneret tilbage. I 2021 blev Afghanistan igen et fristed for terrorister, og befolkningens levevilkår er atter terroriseret århundreder tilbage.

Verdens brændpunkter har igen flyttet sig. Håbet er ikke længere at skabe frihed for andre, men at beskytte vores egen. Men det store spørgsmål er fortsat, om man kan bombe sig til frihed.