Vælgerne svigtede Mette Frederiksen. Hvordan kommer hun videre?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Refleksionsproces.« Socialdemokraternes spidskandidat, Christel Schaldemose, har sat ord på det, som må være det nye sort i partiet, nemlig erkendelsen af, at man er nødt til at justere kursen. Oversat til mere jævnt dansk betyder »reflektionsproces«, at socialdemokraterne stiller spørgsmålet: Hvad i alverden gør vi nu?

For de har stået der før. Med et valgresultat, som var ringere end det forrige. Og der har været partiformænd, der har rejst rundt med røde bøger, og fremtrædende socialdemokrater, som har holdt røde skoler. Der har været analyseret, diskuteret og hyret dyre rådgivere til at finde svaret på, hvordan man får vælgerne til at stemme på liste A.

Mette Frederiksen er selv produkt af sådan en proces. Hun kom til magten efter et langt, sejt, strategisk træk for at vinde tabte, navnlig DF-vælgere tilbage. Var forgængeren Helle Thorning-Schmidt til Gucci-taske og nødvendighedens politik, så viste Mette Frederiksen makrelmadder og Arne-pension.

Hun omfavnede klassekampen, den stramme udlændingepolitik og købte ind på fortællingen om, at de socialdemokratiske højborge er blandt arbejdervælgerne i provinsen.

Men hun mistede storbyerne og de unge, som også ved kommunalvalget i 2021 vendte partiet ryggen. Socialdemokratiet gik tilbage i København, Aarhus, Aalborg og Odense, og det fik fremtrædende socialdemokrater i storbyerne til at efterlyse eftertænksomhed og en ny strategi, mens andre advarede mod at gøre lige præcis det og malede et skrækbillede af et venstreliberalt parti, der taler til den højere middelklasse.

»Så vil det ende som Labour i Storbritannien, der har mistet arbejdervælgerne,« lød den dystre forudsigelse fra forfatter Lars Olsen, ofte betegnet som chefideologen bag Mette Frederiksens strategi.

Hvem socialdemokraterne mistede ved valget til Europa-Parlamentet søndag, vil dybere vælgeranalyser afdække, men langt ind i partiet er der ikke tvivl om, at noget skal ske, og at dette ”noget” er forbundet med den SVM-regering, som er et produkt af det, som man kunne kalde Mette Frederiksen version 2.0, og som kan være noget vanskelig at skelne fra Thorning og nødvendighedens politik.

Socialdemokratiet er kort og godt blevet det, som Mette Frederiksen advarede mod. Af forståelige grunde har hun holdt lav profil, siden hun fredag aften blev overfaldet på gaden i København. Men der ligger en tid forud, og ganske få dage før valget optrådte hun med store interview i Politiken og Jyllands-Posten uden at sætte en dagsorden for de sidste vigtige dage før valget.

Modsat kommunalvalget i 2021, hvor det ikke lykkedes at bevare vælgerne i den røde blok i de store byer, tyder meget denne gang på, at utilfredse S-vælgere er vandret til SF. Europapolitisk er forskellene på de to partier til at overkomme, og heller ikke på den forsvars- og sikkerhedspolitik, som Mette Frederiksen 2.0 har gjort til sit varemærke, er der nævneværdig forskel. Selv udlændingepolitikken er der nogenlunde enighed om.

Næste gang Socialdemokratiet med sikkerhed skal møde vælgerne, er ved kommunalvalget 2025. Ikke kun socialdemokraterne kan med god grund spørge: Hvad vil Mette Frederiksen? Hun har bebudet forandringer, men ikke hvilke.

Og hvor længe kan Venstre og Moderaterne holde til at sidde i regering med en socialdemokratisk statsminister, som skal i gang med at finde tilbage til sit og partiets gamle jeg?