Kulturministeren står foran sit svendestykke. Risikoen for at dumpe er stor

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

14,5 millioner. Så mange besøgende have de statslige og statsanerkendte museer i 2023, og det er det højeste antal, Danmarks Statistik har målt.

Man forstår den stigende begejstring og interesse for de danske museer, der gennem årene er blevet stadig mere bevidste om, at indholdet skal være relevant, af høj faglig kvalitet og godt iscenesat.

Landets mest besøgte museum er Louisiana, men tre jyske kulturinstitutioner – Den Gamle By, Aros og Moesgaard Museum – befinder sig også på listen, selv om de fra et hovedstadsperspektiv ofte overses.

Endeløse rækker af glasmontre og lange værktekster er ikke tilstrækkeligt til for alvor at få publikum med sig. Der skal mere til, og mange steder finder man balancen mellem det faglige og den snigende tendens til tivolisering, hvor alt skal præsenteres på en skærm, som man lige så godt kan sidde derhjemme og opleve – hvis man altså orker.

En særlig stor glæde er det at opleve, når museer formår at bringe dansk kunst og kulturhistorie i spil på en interessant og vedkommende måde, som det f.eks. sker på Aros, hvor den aktuelle Richard Mortensen-udstilling og tidligere Franciska Clausen er eksempler på, at vi her i landet har meget at byde på. Det behøver ikke altid at være omrejsende, internationale topnavne, der skal lokke os eller for den sags skyld udenlandske gæster indenfor.

Den Gamle By er et andet og måske det mest strålende eksempel på, hvordan dansk købstadshistorie og levende fortællinger om danskernes liv og landets udvikling kan gøres fængende og fantastisk almenmenneskeligt interessant, så også udenlandske turister valfarter dertil.

Hvad man formår at levere i Den Gamle By og hos andre af landets frilandsmuseer, er stedspecifikt og kan derfor ikke opleves nogen andre steder i verden. Det gør dem unikke, og netop derfor er de interessante, også for et udenlandsk publikum, der kan se mumier og Monet over hele verden. Opgørelser over internationale turisters kendskab til danske museer dokumenterer, at det ikke er det internationale indhold, men det internationale format, der vækker interesse.

Det er ikke kun publikum, der har opmærksomheden rettet mod museerne. Netop i disse dage forhandles der på Christiansborg om en særdeles længe ventet reform af museumsloven. Intentionen er et opgør med subjektive og ugennemskuelige kriterier for, hvilke museer der får hvor meget i offentlig støtte.

Adskillige kulturministre har gjort forsøget, men aldrig været så langt som den nuværende, og resultatet kan blive ganske afgørende for mange museers udviklingsmuligheder. Det er Jakob Engel-Schmidts svendeprøve, og risikoen for at dumpe er stor. Det kan bl.a. ske, hvis man kommer i den vildfarelse, at det at være et internationalt museum – og det lyder jo flot – udelukkende er et spørgsmål om at udstille internationale genstande.

Man må håbe, at de museer, der formår at tiltrække et publikum, der ligner et bredt udsnit af danskerne, formidler dansk kultur og kulturhistorie, også til internationale gæster, belønnes for deres indsats og understøttes i det videre udviklingsarbejde. At være populær, heller ikke hos et internationalt publikum, kommer hverken af sig selv eller med turné-udstillinger. Det kræver hårdt arbejde, stor faglighed, vovemod og bevidsthed om, hvad der for den enkelte institution er noget helt særligt. Gid de forhandlende kulturpolitikere besidder samme egenskaber.