Fortsæt til indhold
Leder

Kvinder kan sige nej til kogevask, men ikke til at blive voldtaget

Vi skal tage afstand fra islamiske ægteskabskontrakter, men stopper dem næppe med lovgivning.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den glemte kvindekamp er måske den største, den mest ubekvemme og den sværeste at vinde. Det er uudholdeligt at tænke på, at der i Danmark indgås islamiske ægteskabskontrakter i stor stil. Det er en religiøs pagt om såkaldt syndfrit ægteskab, der tvinger kvinder i Danmark til at underkaste sig uhyrlige forhold baseret på mandens – og nogle gange eksmandens – lyster og Koranens skrifter.

I muslimske miljøer har ægteskabskontrakten højere værdi end det borgerlige, lovformelige ægteskab. Det islamiske begreb for ægteskab ”nikah” betyder ”samleje”, og det skal tages alvorligt. Manden kan forlange sex hos både den ene, anden, tredje eller fjerde kone, også selv om ingen af konerne skulle have lyst. Kvinderne kan sige nej til kogevask og børnepasning, men ikke til sex. Det er slet og ret systematiseret voldtægt, som kvinderne på grund af manglende integration og oplysning tror er legitimt og helt normalt, også i Danmark.

»Men hvor mange kender til, at det er gensidigt og er noget, som aldrig må føre til nogen som helst skade,« står der om ”intimitet” på en dansksproget hjemmeside, hvor par tilbydes rådgivning inden en ægteskabskontrakt.

Ægteskabskontrakterne er ”vaginaens pris” og kan derudover indeholde krav om, at kvinden fraskriver sig retten til sine børn, retten til igen at blive gift eller acceptere en seksuel karenstid efter ægteskabets afslutning.

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) erkender, at hun har været for langsom til at indse, hvor omfattende og ødelæggende disse på alle måder udanske ægteskabskontrakter, er. Hvem der bekvemt har holdet øjnene lukket, fik et skær af alvoren, da danske Elvira Pitzner, medvirkende i realityprogrammet ”Diamantfamilien”, blev anholdt under en ferie i Dubai, hvor hun tidligere havde indgået en ægteskabskontrakt. Et forhold, som hun ifølge den lokale lovgivning ikke har mulighed for selv at komme ud af. Det er en ulykke for Pitzner, men en tragedie for Danmark og de mange kvinder, at noget lignende i vid udstrækning praktiseres her til lands.

Marie Bjerre vil mobilisere al sin berettigede harme til lovgivningsmæssigt at gå »helt til grænsen« for at standse ægteskabskontrakter i Danmark. Det er vigtigt for vores egen selv- og værdiforståelse, at loven er utvetydig, men nogen reel forandring vil det næppe føre med sig.

I alt for mange tilfælde må vi se på, at danske love og værdier mødes med foragt i kredse, hvor sharia står over staten. Her sværges i stedet troskab til parallelsamfundenes groteske normer og illegitime retspraksis. Det ses på vejene, og hvis man ser tilbage på 2021, hvor religiøse vielser af mindreårige blev forbudt. Alligevel kender både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi til i hvert fald et tilfælde fra 2022, hvor et barn blev brud. Så selv den skarpeste lov bliver sløv i mødet med parallelsamfundene. Ministerens forslag om at fratage et trossamfund den statslige anerkendelse, hvis det bidrager til kvindeundertrykkelse, er måske mere effektivt.

Men den største effekt ville nok være, at kvinderne kom ud af lejlighederne og ind på arbejdsmarkedet. Hvis de lærte dansk og danske værdier, ville de måske forstå, at de forhold, de bydes i de uhyrlige ægteskabskontrakter, er komplet uacceptable i et land, hvor ingen skal underkaste sig, og som beskytter både kvinder og mænd i tilfælde af en skilsmisse. Imamer, heller ikke de selvbestaltede, fædre, fætre og andre mørkemænd skal ikke kunne begrænse et frit liv i et frit samfund.