Vesten må ikke lukke øjnene for Kharkivs lidelser

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så godt som hver dag kommer der meldinger om angreb på ukrainske storbyer med russiske droner, glidebomber og missiler, der spreder død og ødelæggelse.

Særlig intens har beskydningen været mod Ukraines næststørste by, Kharkiv, der før det russiske storangreb i 2022 havde knap 1,5 mio. indbyggere, mens yderligere en million boede i metropolens omegn.

Før krigen var det en ung og meget dynamisk by – overvejende russisksproget – med en stribe universiteter og forskningsinstitutter, der siden de sene Sovjet-år har gjort byen til et kraftcenter for teknologiske industrier.

En anden arv fra Sovjetunionen er et bycentrum med mange bevaringsværdige, funktionalistiske bygninger fra byens tid som det sovjetiske Ukraines hovedstad i 1920’erne og starten af 1930’erne.

Millionbyen, der ligger blot ca. 40 km fra den russiske grænse, har stor strategisk og symbolsk betydning for både Moskva og Kyiv. Med Kharkiv under ukrainsk kontrol er de russiske ambitioner om at underlægge sig Østukraine fortsat ikke meget andet end et luftkastel udtænkt i Kremls beklumrede gemakker.

Omvendt ville en nedkæmpelse af Kharkiv give Putin muligheden for at udråbe en ”sejr” i sit ukrainske felttog. Kontrol over de tre store regioner i Østukraine – Donetsk, Luhansk og Kharkiv – kunne sammen med den ”landbro”, russerne har etableret til Krim via det sydlige Ukraine, give Moskva en stærk platform, hvorfra man kunne søge at påtvinge Ukraine en ufordelagtig fred.

Derfor vurderer nogle militære iagttagere, at den seneste tids angreb meget vel kunne blive optakten til et russisk forsøg på at omringe eller indtage metropolen, som man gjorde det med stor brutalitet i 2022 med storbyen Mariupol i Donetsk-regionen længere mod syd.

Et sådant forehavende ville – hvis det blev forsøgt ført ud i livet – kunne udløse et blodbad med enorme militære og civile tab til følge. Men selv hvis Kreml skulle konkludere, at det er for risikabel en satsning, er den igangværende destruktion på langdistancen af en europæisk millionby endnu et tegn på de yderligheder, Moskva er klar til at gribe til på slagmarken i Ukraine.

Frygten er, at Moskva de kommende måneder vil prøve at udslette Kharkiv, som man tidligere i praksis har slettet langt mindre byer som Bakhmut og Avdiivka i Donbas fra landkortet.

Den fremskredne ødelæggelse af store dele af Kharkivs elforsyning og anden infrastruktur i storbyen truer allerede med at sende hundredetusinder på flugt og dermed øge presset på Ukraine – og på landets støtter i Europa – både økonomisk og moralsk.

Hvis Kreml får succes med at gøre en by af en størrelse og betydning som Kharkiv noget nær ubeboelig, vil det ligeledes skabe en forfærdelig præcedens i forhold til andre af Ukraines storbyer.

Mere end to års krig har i nogen grad sløvet sanserne hos offentligheden og i politiske kredse i Vesten, hvor ting, der tidligere ville have vakt ærligt raseri, nu affærdiges med et skuldertræk. Det må ikke ske i forhold til de russiske angreb mod Kharkiv.

Vesten har her fortsat muligheden for at afbøde en humanitær katastrofe og et truende strategisk tilbageslag ved at fremskynde og skrue op for leverancerne af luftforsvarssystemer (som det amerikanske Patriot) og F-16-kampfly, der bl.a. kan vanskeliggøre den russiske anvendelse af de stærkt ødelæggende glidebomber.

Putin skal ikke have lov til at gentage det, som hans styrker gjorde i Grosnyj i Tjetjenien, i Aleppo i Syrien og i Mariupol i foråret 2022.

Alliancen bag Ukraine må trække en streg i sandet ved Kharkiv – de menneskelige, moralske og militære omkostninger ved at lukke øjnene for lidelserne i Østukraine vil over tid være langt højere end prisen for at handle nu.