Skulle vi nu ikke holde os til de danske værdier, Støjberg?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er næsten som at høre en røst fra fortiden, når Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjberg, i mandagens udgave af Jyllands-Posten foreslår, at et dansk statsborgerskab skal være afhængigt af, om ansøgeren kan udtrykke sin loyalitet til staten Israels beståen.

Det er som at være tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, hvor integrationspolitikken var den store, polariserede politiske slagmark. Det er den imidlertid ikke længere. Og at foreslå, at kommende danske statsborgere skal anerkende staten Israels ret til at eksistere, er udtryk for en symbolpolitik af den slags, der engang måske havde været gangbar mønt som realpolitisk handelsvare.

Bevares, koblingen er åbenlys. Siden den 7. oktober sidste år har danskerne kunnet se anti-israelske demonstrationer i gaderne, og der er registreret en stærkt bekymrende tendens til, at antisemitismen æder sig ind i samfundet igen. Og ja, det er ikke noget, der klæder det danske samfund, og ængstelsen blandt danske jøder er reel og helt forståelig. Men såvel bekymringen og de handlinger, der skaber den, skal vores grundfæstede demokrati kunne håndtere.

Det danske samfund og det politiske landskab har langt henad vejen forladt tidligere tiders naive tro på, at integration var noget, der nærmest kom af sig selv, fordi tilbuddet om det danske velfærdssamfund var så indlysende rigtigt, at ingen ville vende det ryggen. Og det er næppe dem, der har afvist de danske værdier, der står i kø for at få et statsborgerskab. De er uden for rækkevidde, og der hjælper en troskabsed til Israel som ekstranummer ikke.

Inger Støjbergs underliggende budskab er klokkeren trumpisme: Dem, der ikke er med os, er imod os. Eller med andre ord: Kan du som ansøger til et dansk statsborgerskab ikke gå ind for staten Israel, så er du sikkert en af dem, der vil have landet pulveriseret og smidt i Middelhavet. Og så vil Danmark ikke have dig. Men så sort-hvidt er det ikke. Hvis man nu er fra Australien, skal man så også sværge troskab til Israel for at blive dansker, Inger Støjberg? Sådan må det jo være i et land, hvor der er lighed for loven, ikke?

Og i øvrigt, hvad så med de etniske danskere, der har deltaget i protesterne mod Israels angreb i Gaza? Deres statsborgerskab er lige så gammelt som dem selv, og de kan jo ikke smides noget andet sted hen. Det har Inger Støjberg da heller ikke noget svar på. Det bliver dermed en sært uadresseret kritik af systemet og en populistisk betinget ængstelse, som måske nok kan finde sine klakører i et samfund, hvor bekymringerne om mange ting er mange, men hvor man må have sin berettigede tvivl om, hvorvidt et sådant forslag vil gøre nogen som helst forskel på de udfordringer, der er anstødet.

I stedet fjerner det fokus på det, vi som nation først og fremmest vil sikre os, når vi tildeler et udefrakommende menneske et dansk statsborgerskab: at vedkommende har evnen – og viljen – til at virke og leve som danskere med en overordnet forståelse af vores kultur og demokratiske spilleregler. Som også indebærer retten til at diskutere og være rygende uenige – også om alt andet end Israels fortsatte beståen.

Inger Støjbergs forslag er ikke fri for at være noget, der egentlig ikke ligner danske værdier. For hvor mange etniske danskere vil hun få med på at skulle erklære en sådan form for troskab til noget, der ikke er dansk?