Kongen vender tilbage. Gudskelov uden danse- eller løbesko

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Århundreders ombygninger og forandringer har sat sit præg på Aarhus Domkirke, hvor en festgudstjeneste søndag markerer tronskiftet. Kirken har åbnet en filial i et badehus på Aarhus Ø med morgenmeditation og billig studenterkost. Senest har Opstandelseskapellet undergået en stor forandring med Peter Brandes omfattende og moderne genudsmykning. For selv en kirke må følge med udviklingen, og dog kan ingen være i tvivl om domkirkens fundament, storhed og berettigelse.

Sådan er det også med kongehuset; det skal være i takt med tiden og samtidig på afstand af den i en grad, at man kan tale om ægte kontinuitet. Det bogstavelige fravær af Herren eller Gud i kong Frederiks ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark” har vakt opstand i kronisk ømskindede kirkelige kredse. Man kunne nok forvente, at der netop dér findes en vis evne til fortolkning.

Forkælet, forvænt har folkekirken været med dronning Margrethes flittige kirkegang, håndbroderede messehagler samt åbne og nære forhold til religion. Et emne, som mærkeligt nok ikke har fundet vej til tv-stationernes såkaldte ekspertpaneler, der i bestræbelserne for at fylde de mange timers tomgangssendetid i forbindelse med tronskiftet åbenbart kan synes noget om hvad som helst. Tro har man trods alt ikke fantasi til, før den øjensynligt er væk.

Efter ugens overraskende bogudgivelse, ”Kongeord”, kan ingen dog længere være i tvivl om, at troen spiller en større rolle i kongens liv, end hvad grundloven dikterer; familien praktiserer sit fadervor, majestæten lover at afslutte nytårstalen med et »Gud bevare Danmark«, og han underskrev sin meddelelse til Folketinget med »Frederik X af Guds nåde, Danmarks konge«. Tak, det rækker.

At kong Frederik derudover har valgt, at en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke skal være anledningen til hans første besøg som konge i den by, han under sin studietid kaldte et »fristed«, understreger ikke blot kongens forhold til kirken, men også, at det er på tide, at Aarhus ser på ham med andre øjne.

Under skråvæggene i Kavalerbygningen ved Marselisborg Slot skulle den daværende unge kronprins klare sig selv og sine studier, i hvad der kunne forveksles med en normal tilværelse. Han blev kendt som en ivrig gæst i nattelivet, og mange aarhusianere har anekdoter om fælles takt på dansegulvene i domkirkens nabolag og hurtige overhalinger på Ringgadebroen. Han var ofte at finde på byens spillesteder og i Gnags’ Feedback-studie i Viby. Under sine løbeture stak han fra livvagterne i Marselisskovene. Siden mødte aarhusianerne ham som polyesterklædt kronprins til Royal Run.

Apropos polyester bryster man sig i Aarhus – stolte som få – af, at kong Frederik vist er AGF-fan. Så er man noget i den aarhusianske selvforståelse, men kongen er heldigvis andet og mere end det. Lighedsekstremismen har bredt sig, grænsende til det ligegyldige, men skal embedet give mening, skal det være omgærdet af ophøjet værdighed og en respekt, der stiler højere end et nik i baren og et ”Kom så de hviie”. I Aarhus er dronningen altid blevet modtaget med hengiven underdanighed. Kongen fik klap på skulderen og en krammer.

Kong Frederik har sendt et signal om, at tiden kalder på et tungere kapitel om hans forhold til ikke bare Aarhus, men også til folkekirken. Landets præster kan derfor med ro i sindet fremsige den nye version af kirkebønnen, som fra denne søndag i varierende form vil blive brugt til højmesserne: »… velsign og bevar vor kong Frederik, dronning Mary og hele den kongelige familie.«