De gjorde et barn fortræd

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det siges, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom. I hvert fald er blotlæggelsen af svigt i barndommen blevet et hit blandt boglæserne i de senere år, senest med radioværten Lærke Kløvedals alt andet end flatterende portræt af sin kendte og folkekære forfatterfar, Troels Kløvedal. Han var en selvbestaltet poet, der solgte drømme i bogform. Men ikke et menneske, der holdt mest af ensfarvede hverdage. »Den grå hverdag, det var jo mig,« som hun formulerer det i et stærkt interview med Jyllands-Posten i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Sømærke”. Det stikker i hjertet og giver ubehag i mellemgulvet, når man læser det udsagn. Det vil ligesom ikke fjerne sig fra ens blik. For ja, hun blev svigtet af manden, der havde så travlt med at opleve, udforske og fortælle henført om sine rejser, at lille Lærke bogstaveligt levede i skyggen af hans rampelys. Selvrealisering endte alt for tit som rå, uforfalsket egoisme. Det ligger næsten i ordet. At der ikke rigtig er plads til andre, når man vil realisere sine drømme, sin udlængsel, sine ambitioner – ja, sig selv. Så kan alle andre komme sjoskende bagefter i førerhundens tempo. Eller blive efterladt på perronen.

Nu er Lærke Kløvedal heldigvis kommet stærkt ud på den anden side som sig selv. Som populær radiovært og madanmelder. Men arrene går ikke væk. De har boret sig så langt ind, at de er blevet en del af mennesket Lærke. Oplevelsen af at være efterladt af en nøgleperson i sit liv bliver en del af dna’et. Og hun er ikke ene. 68-generationens trang til selvrealisering efterlod mange døde og sårede, alt imens andre fløj ubesværet gennem tilværelsen uden at skulle tænke på adgangskrav og karaktergennemsnit. Nogle rejste Jorden rundt, kom hjem – og endte i mange tilfælde med gode, borgerlige job med god løn og rum til pensionsordninger, bil og friværdi. Men for andre endte drømmen om det frie, alternative liv i Thylejrens tåger eller Christianias morads af stoffer, kriminalitet og et alternativt klassesamfund, der på sin vis ikke var et hak bedre end det, man forsøgte at flygte fra.

I en tid, hvor mistrivsel er blevet et begreb, som sætter sig som blylodder om benene på en hel generation, er det værd at tænke over, hvorfor historier gentager sig. Unge siger, de føler sig ensomme og usikre på livet. Er det så, fordi deres forældre også er taget på langfart til Kurrekurredut-øen? Eller er det bare, fordi de har så travlt med deres karriere og paddleaftaler, at de ligesom ikke rigtig har tid til at tale med deres børn om, hvad der foregår i de mange vågne timer, hvor de to generationer ikke er sammen? Fordi børnene fra helt små er blevet placeret i sofaarrangementet med en iPad med endeløse udgaver af ”Gurli Gris” og det, der er værre? Med det resultat, som øjenlæger i dag kan dokumentere, nemlig at antallet af børn med nærsynethed nærmest er eksploderet. Og at forældre og børn aldrig lærer at kommunikere, så angsten og usikkerheden får lov til at mutere sig større inden i de unge, mens de voksne blot kan se på med mere og mere hændervridende afmagt?

I en tid, der kan synes som ét langt Oxfordmøde, kan der være rigtig god grund til at få sagt undskyld, talt ud og få repareret på fortidens synder a la dem, som formede Lærke Kløvedal og en del af hendes jævnaldrende. Vel vidende at sket er sket, og gjort er gjort, og at undladelsessynderne er sat på den store regning. Men det kan forhåbentlig også give nutidens voksne – og unge – et rum til at tænke over, hvordan vi lever sammen. Taler sammen. Mistrivsel kommer ikke af sig selv. Og det går heller ikke væk af sig selv.